Moovy Exclusive: Berlinalen 2022: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 2)

Årets Berlinale er i fuld gang. Moovys udsendte er på pletten i usædvanligt stærkt program.

Det er generelt svært at opsnuse, hvilke film der får buzz på Berlinalen i år. Normalt ligger der stakkevis af daglige blade fra blandt andre. Hollywood Reporter, Variety og Screen Daily, der netop rapporterer om, hvilke film der bliver solgt til hvilke distributører, anmeldelser og andre interessante artikler. Men alt er fjernet pga. Covid-19. Tilbage står kun de højlydte journalister efter hver film, og galper op om hvor god eller dårlig en film er, imens de mere stille skynder sig videre. Der har ikke været mange bifald under rulleteksterne i år heller, så det er svært at regne ud, hvad den generelle mening om filmene er. Personligt synes jeg at niveauet er tårnhøjt i år. Kun enkelte film har skuffet, og der er flere af de rigtigt gode, end hvad jeg hidtil har oplevet.

Den franske "Both Sides of the Blade", med Juliette Binochi i hovedrollen fanget midt i et trekantsdrama, kan bedst beskrives som en meget anti-romantisk kærlighedsfilm. Karakterernes fortid antydes, men direkte forklaringer skal man lede forgæves efter. Hvorfor den ene hovedrolle har været i fængsel, og derfor har et anstrengt forhold til sin nu næsten voksne søn, er noget publikum må gætte sig frem til. Denne uvished overføres også til filmens kærlighedshistorie, og dén uvidenhed er forfriskende i den slags fortællinger. Anerkendte Claire Denis hiver endnu engang Tindersticks ind til at styre soundtracket, og resultatet er en dvælende, men dragende film, der udelukkende fungerer pga. Binochi og instruktør Denis, der begge yder en prisværdig indsats. Antydningens kunst er svær at mestre. Netop derfor kan Denis ende med at hive en Sølvbjørn hjem for arbejdet.

Endnu et trekantsdrama udspiller sig i den indonesiske "Before, Now & Then". Under landets politiske kaos i 60’erne mister en kone sin mand, og hun flygter fra resten af familien med livet som indsats. Hun finder en ny familie, men slipper aldrig tanken om sin første mand, der muligvis slet ikke er død alligevel. Titlen hentyder til filmens tre akter, hvor den første og sidste er de mest spændende. Derfor er det ærgerligt at disse to sammenlagt udgør ca. 5 minutter af filmens næsten 2 timers spilletid. Skuespillet er mekanisk, pointerne bliver serveret uden tilhørende argumenter og det føles som om, at filmen aldrig kommer rigtigt i gang. Det forvirrende narrativ blander illusioner og drømme med fortid og fremtid på en måde, så man aldrig helt ved, hvad der er hvad før til allersidst. Og hér var jeg personligt stået af for længst. Jeg har før set både pressen og juryen falde i svime over denne type film, så jeg vil da ikke helt afskrive den som årets vinder. Dog håber jeg juryen peger på næsten hvilken som helst anden film.

Kender man til klassisk tysk komik, ved man også, hvad der kan forventes sig af "Rabiye Kurnaz vs. George W. Bush". Filmen er baseret på en sand historie om en tyrkisk mor bosat i Tyskland, der over en årrække forsøger at få sin søn ud af fangelejren Guantanamo. Filmens lette og vittige tone er bemærkelsesværdig emnet taget i betragtning, og Meltem Kaptan er virkelig et fund i hovedrollen. Med det sagt, lider "Rabiye Kurnaz vs. George Bush" af, at være en historie, der efterhånden er blevet fortalt mange gange (og bedre) før. Det er naturligvis vigtigt aldrig at glemme, hvordan USA smed alle demokratiske processer på gulvet for at gøre gengæld efter 11. september-angrebet på World Trade Center. Især, når der stadig sidder fanger i Guantanamo den dag i dag. Derfor har filmen også sin berettigelse. Forvent ikke den store øjenåbner, men derimod god gedigen underholdning, når Rabiye kæmper for sin søn. En kamp der føles umulig, og som rammer lige i hjertet de få gange, filmen skifter fra komedie til ren alvor.

Kinesiske "Return to Dust" kan bedst beskrives som meditative slow burn cinema. I et fattigt landbrugssamfund i Kina, beslutter aldrende Ma (Renlin Wu) at gifte sig med svagelige Cao (Hai-Qing). De lærer at kende hinanden gennem hårde hverdagsrutiner, mens et dybfølt kærlighedsbånd baseret på gensidig respekt langsomt vokser mellem dem. "Return to Dust" er nærmest blottet for konflikter, men de to personer er et fascinerende bekendtskab. Filmen lærer os om de små glæder i livet, og stiller spørgsmål ved menneskets konstante jagen efter kapital og omdømme. Det er en utrolig fintfølende film, og er man beredt på at give den tid til at blomstre, kan den med lidt held vække de helt store følelser. Den har rumsteret i mine tanker lige siden jeg forlod biografen, og er ganske smuk i al sin enkelthed. Om den vinder nogle priser i år betvivler jeg desværre, men det er klart en titel at holde øje med – hvis man er til den slags.

I den ærkeamerikanske "Call Jane" sættes alle sejl sat ind for at danne et troværdigt tidsportræt af 1960’erne og svinge følelserne ud over kanten. Det havde klædt filmen at holde lidt igen, for historien og budskabet er stærke nok til at stå på egne ben. Overklassekvinden Joy (Elizabeth Banks) får vendt sin verden på vrangen, da lægeverdenen ikke vil lade hende få en abort. Hun har nemlig en sygdom, der kan koste hende livet under fødslen. Derfor må hun trodse loven, og bliver så grebet af kampen for frihed, at hun snart selv står på den anden side af lægebordet.

Banks har aldrig været en stor skuespillerinde, men med emnet og indsatsen taget i betragtning er det svært ikke at holde af og med hende. Kampen for ligestilling er evig relevant, men på trods af at have hjertet på rette sted, er det nok ikke "Call Jane" der løber med priserne i år. Der er simpelthen ikke subtekst nok i filmen, og den slags plejer dommerne at vægte højt.