Moovy Exclusive: Berlinalen 2023: Filmene i hovedkonkurrencen (del 2)

Konkurrencen om Berlinalens hovedpris tager til, selvom der vanen tro er dyb uenighed om, hvilke film som fortjener årets Guldbjørn.

De mange anmeldere blandt pressen er dybt uenige i år. Når en given anmelder udråber én film som et mesterværk eller årets sikre vinder af Guldbjørnen, vil en anden tilsvarende kalde filmen for et makværk. Det eneste de indtil videre kan samles om er, at "BlackBerry" er en middelmådig film. Som den absolut værst tænkelige løsning, er det ikke umuligt, at den ender med en Guldbjørn baseret på et kompromis. Blandt de andre film hernede, er Sean Penns dokumentarfilm om krigen i Ukraine, "Superpower", blevet et af de mere omdiskuterede emner. Især, da den skulle udstiller Penn som narcissist. I samme diskussion har Brandon Cronenbergs body horror, "Infinity Pool", også skabt røre i andedammen. Men der skal nu heller ikke så meget til, før en stor portion af Berlinalens journalister kaster håndklædet i ringen.

Næste film i hovedkonkurrencen var kinesiske "The Shadowless Tower", der udforsker familierelationer og parforhold primært gennem dialog og lidt surrealisme. I næsten alle scener følger vi den nyligt fraskilte familiefar, Wentong, der får semi-romantisk interesse i en yngre kollega, og sidenhen tager kontakt til sin far, som han ikke har snakket med, siden han var barn. En virkelig ambitiøs film, der gerne vil lære os om mange af livets sandheder. Primært, at vi bør ryste høflighederne af os, for at komme ind til kernen. Det lykkedes delvist at få budskabene igennem, men når visse scener er ren symbolik, bliver det både for påtrængende og ufrivilligt komisk. Filmen er dog ikke ovenud prætentiøs. Den formår også på humoristisk vis at børste lidt af selvhøjtideligheden af, som hjælper en hel del på filmens tyngde.

Amerikanske "Manodrome", med en muskuløs Jesse Eisenberg i hovedrollen, starter godt. Ralphie skal snart til at være far, men bliver langsomt optaget af en kult, der dyrker maskulinitet som en guddom. Eisenberg spiller den indebrændte type særdeles godt, men som filmen skrider frem, bliver hans passive aggressivitet vendt til det udadreagerende, og troværdigheden ved hans karakter smuldrer. I sidste akt bliver filmens pointer om toxic masculinity så udpenslet, at den positive oplevelse vendes til det diametralt modsatte. På den måde taler instruktøren John Trengove ned til sit publikum. Dét er efterhånden en ærgerlig tendens, som Berlinalens amerikanske film ofte forfalder til.

Der er noget sært fascinerende ved den franske "Disco Boy". Aleksei gennemgår en form for dannelsesrejse gennem sin optagelse i Fremmedlegionen, mens den debuterende instruktør Giacomo Abbruzzese fastholder en distance mellem filmen og sit publikum. Vi lærer intet om, hvilken fortid Aleksei flygter fra, men drages derimod af mystikken båret af det pumpende elektroniske soundtrack. "Disco Boy" er en lille, eksistentiel og åben fortælling, der henvender sig til et meget snævert publikum. Selvom Franz Rogowski, som altid leverer fremragende præstationer, har jeg svært ved at forestille mig at den får priser, men kan nu sagtens unde den det.

Sundance-favoritten "Past Lives" omhandler en kærlighed, der kunne have været. Da 12-årige Na-Young immigrerer med sin familie fra Sydkorea til USA, efterlader hun sin første kærlighed uforløst i hjemlandet. Da parret mødes som voksne, dukker de slumrende følelser op til overfladen igen. Men Na-Young har nu skiftet navn til Nora, og er en gift karrierekvinde. "Past Lives" er en rørende, moden og romantisk indiefilm, der markerer starten på instruktøren Celine Songs lovende karriere. Om den er for simpel og upolitisk til at modtage en Guldbjørn, er svært at spå om. Men det er et helstøbt værk, der har fortjent al den omtale og anerkendelse, den indtil videre har fået.

Til den efterfølgende pressekonference, fyldte pressens grådkvalte øjne lokalet. Journalisterne var ikke bange for at udtrykke de stærke følelser for filmen. Celine Song og de tre skuespillere var alle helt nede på jorden, og virkede mest som en sammentømret familie, der konstant sendte kærlige stikpiller til hinanden. De tre skuespillere erkendte, at de havde hver deres måde at gribe deres roller an på, men de har fundet et fælles grundlag, der virker. Kemien er ikke til at tage fejl af – hverken i filmen eller i virkeligheden. 

Kommentarer

Berlinalen 2023: Filmene i hovedkonkurrencen (del 2)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen