Moovy Exclusive: Fem film, der kan streames i en corona-tid

Fra Ryan Gosling som stuntkører til to lejemordere på udebane og en traumatiseret Vietnam-veteran udpeger vi fem filmanbefalinger, som kan streames hjemmefra i disse krisetider.

For kort tid siden anbefalede vi på Moovy fem serier, som timerne kan bruges på i disse corona-tider. Men hvad så, når serierne er set færdige, eller film mere er sagen? Hos Moovy er der hjælp at hente, hvor vi denne gang guider til fem af de bedste film, som du kan isolere dig selv med i den kommende tid og streame direkte hjemme fra sofaen.

"Locke"

"Locke" byder på en af de mere unikke filmoplevelser med sin one-location, hvor hele filmen udspiller sig i en bil – og med en pragtpræstation af Tom Hardy. Ivan Locke forlader sit arbejde som betonarbejder i Birmingham, vel og mærke dagen før firmaets største ordre, da et tidligere engangsknald er ved at føde hans barn. Imens har hans kollegaer har brug for hans hjælp, og samtidig undrer konen og børnene sig over, hvorfor han ikke er på vej hjem. Problemer og samtaler, der må løses over en skæbnesvanger køretur.

Skrevet og instrueret af Steven Knight (skaberen af "Peaky Blinders") tager briten os ud på en ensom rejse, hvor Locke må tage ansvar for sine handlinger og konsekvenserne af dem. Handlingen foregår udelukkende i Lockes bil, imens han snakker i telefon med de forskellige karakterer og forsøger at retfærdiggøre sin adfærd. "Locke" er et klasseeksempel på, hvordan meget kan skabes af meget lidt. Især med en fantastisk optræden af Tom Hardy i sit livs rolle – helt alene isoleret i sin bil, mens verden omkring ham forandrer sig.

"Locke" kan ses på HBO Nordic.

"Jacob's Ladder"

"Jacob's Ladder" fra 1990 handler om krigsveteranen Jacob (Tim Robbins), der efter Vietnamkrigen har fundet stabilt arbejde som postbud og bor sammen med kæresten Jezebel. Men da Jacob hjemsøges af posttraumatiske hallucinationer, bliver hans virkelighedsopfattelse udfordret. Adrian Lynes film er psykologisk gys, når det er bedst.

Filmen sår konstant tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der foregår inde i Jacobs hoved. Ikke fordi "Jacob's Ladder" er en kompliceret fortælling, men den forstår netop at udnytte sin psykiske uhygge, hvor seeren ikke kan andet end at betvivle alt, hvad der sker omkring Jacob. Spilserien "Silent Hill" har taget meget inspiration fra Adrian Lynes film, og det er der ikke noget at sige til. "Jacob's Ladder" er et gyseligt mesterværk, der fortjener mere anerkendelse. Få film er så forstyrrende og gennemtænkte.

"Jacob's Ladder" kan lejes og købes på iTunes.

"Drive"

Der er mange meninger om danske Nicolas Winding Refn – fra oplyst kunstner til prætentiøs tumpe – men kvaliteterne i pletskuddet "Drive" kan ikke benægtes. En helt særlig milepæl på CV'et hos den danske instruktør, som startede med "Pusher"-trilogien og siden har lavet amerikanske film. "Drive" brillerer på samtlige punkter – fra sin hovedrolle i genoplivningen af Hollywoods 80'er-æstetik og soundtrack, men også for sin historie. Ryan Goslings mutte karakter er en mand af få ord, men som er let at føle for og stærk af karakter. Og klart en af de sejeste hovedpersoner siden Clint Eastwoods man with no name.

"Drive" er en exceptionel film, hvor hele klaveret spiller. Nicolas Winding Refn er kunstnerisk udfoldende, men holder sig alligevel tilbage sammenlignet med sine efterfølgende værker. Sammen med et fokus på realisme, kompleksitet hos karaktererne og et vidunderligt synth-soundtrack på vegne af Cliff Martinez er "Drive" en oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.

"Drive" kan ses på HBO Nordic.

"The Meyerowitz Stories (New and Selected)"

Med den nylige udgivelse af Safdie-brødrenes "Uncut Gems" gik det for alvor op for folk, at Adam Sandler er en fremragende dramatisk skuespiller, når han bruges rigtigt. Safdie-brødrene var dog langt fra de første, der opdagede dette. Paul Thomas Anderson banede vejen med "Punch-Drunk Love" i 2002, mens Noah Baumbach udnyttede det til fulde i "The Meyerowitz Stories (New and Selected)".

Historien om tre voksne søskende (spillet af Adam Sandler, Ben Stiller og Elizabeth Marvel), der alle står i skyggen af deres berømte far (spillet af Dustin Hoffman), er en sjov og hjerteskærende oplevelse. Som hans varemærke balancerer Baumbach mesterligt mellem det komiske og dramatiske, flankeret af fantastisk skuespil og velskrevet persondrama. Noah Baumbach forstår om nogen at skabe familiedrama, hvor hjertet skal være af sten for ikke at blive emotionelt påvirket. Præcis som med sidste års "Marriage Story".

"The Meyerowitz Stories (New and Selected)" kan ses på Netflix.

"In Bruges"

Når teaterinstruktøren Martin McDonagh laver film, resulterer det næsten altid i Oscar-priser eller nomineringer. "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" dominerede i 2017, og det samme var tilfældet for spillefilmsdebuten "In Bruges" fra 2008. Ray (Colin Farrell) og Ken (Brendan Gleeson) er lejemordere, der holder lav profil i Brügge efter et mord. Men det skal snart vise sig, at deres chef, Harry (Ralph Fiennes), har andre planer for dem.

Martin McDonagh mestrer sorthumoristisk komik, hvor eksistentiel angst blandes med outrerede handlinger – ikke ulig hvad Coen-brødrene kan finde på. Det ene øjeblik bydes der på oprigtigt sørgelige monologer om livets kvæstelser, mens næste øjeblik er en dværg på coke, der kommer med vilde konspirationsteorier. Filmen er genrebevidst, og klichéer vendes på hovedet, mens den næste jokes snedigt opbygges. "In Bruges" blev fortjent Oscar-nomineret til prisen for bedste originale manuskript, og i en corona-tid bør den kunne give alle et smil på læben.

"In Bruges" kan ses på Filmstriben.

Kommentarer

Fem film, der kan streames i en corona-tid

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen