Den må jeg da vist skynde mig at få set. Flixfilm roste den vist også ret højt og ratede den max.
Anmeldelse: Uncut Gems (Netflix)
Safdie-brødrenes "Uncut Gems" er en intens, kaotisk og angstprovokerende fortælling serveret med fantastisk skuespil fra Adam Sandler.
Det er svært at komme udenom Josh og Benny Safdies "Uncut Gems" uden at nævne filmens store stjerne, Adam Sandler. Mandens ry er fyldt med pletter, hvor de fleste af hans komedier ikke ligefrem huskes som klassikere. Men som blandt andre Paul Thomas Anderson, Judd Apatow og Noah Baumbach tidligere har bevist, så har den 53-årige komiker overraskende stærke evner som dramatisk skuespiller, når han bruges ordentligt. Hvilket cementeres i denne mageløse film.
Filmen foregår i 2012, hvor den gambling-afhængige Howard Ratner (Adam Sandler) bestyrer en juvelerbutik på Manhattan. Forholdet til konen er så godt som dødt, og han fornøjer sig imens med elskerinden Julia (Julia Fox). Gambleren står dog med en gæld på 100.000 dollars, som han skylder lånehajen – og svogeren – Arno (Eric Bogosian). Men da Howard kommer i besiddelse af en sjælden, dyrebar opal, kan han måske endelig betale gælden.
"Uncut Gems" er en nervepirrende oplevelse. En stor del af scenerne består af folk, der alle forsøger at råbe højere end hinanden for at blive hørt, alt imens Howard gør sit bedste for at overleve – trods sine konsekvent ufatteligt dårlige beslutninger. Der er fart over feltet, og Safdie-brødrene lader sjældent publikum slappe af. Enkelte sekvenser er nærmest angstprovokerende, som de forskellige problemer hober sig op og virker uløselige. Sjældent har en film skabt så effektiv intensitet, som når helt ud over skærmen.
Det er ikke nemt at være vidne til, især når hovedpersonen i sig selv er et kæmpe røvhul, der hastigt gør alt værre for sig selv. Og alligevel ligger sympatien hos Howard takket være Adam Sandlers præstation. Amerikaneren formår at give Howard en charme, der er uimodståelig, selvom hans talrige fejl bør fordømmes af enhver. Mange har talt om Sandlers præstation, og der er noget om snakken. Komiker-skuespillerens optræden er simpelthen fantastisk og bidrager til at elevere "Uncut Gems" langt over de fleste thrillere.
Sandler er dog ikke alene om at løfte opgaven. Skuespillet er generelt vanvittigt godt. Især med en flot debut fra unge Julia Fox og den tidligere Celtics-basketballstjerne Kevin Garnett, som måske bør overveje en karriere som skuespiller. Men intet skal tages fra Safdie-brødrene, der i 2017 slog igennem med hittet "Good Time". Få kan med så flotte billeder og kaotisk stemning skabe drama og intensitet som dem. Dette er en medrivende film fra start til slut – og som sent glemmes.
"Uncut Gems" er et mesterværk. Intet mindre. En intens, kaotisk og angstprovokerende fortælling serveret med fantastisk skuespil fra Adam Sandler og resten af castet. Når rulleteksterne melder deres ankomst, er det til at tage og føle på, hvordan byrden nærmest løftes fra ens skuldre, og en tilstand af afslappelse endelig indtræder. Det er ikke nemt, men gamblerens elendige beslutninger skal opleves.