Moovy Exclusive: "Sinister"-tema: Skribenternes mest uhyggelige filmoplevelser – del 1
I anledning af vores "Sinister"-tema kigger Moovy nærmere på, hvilke filmoplevelser der har skræmt vores skribenter fra vid og sans, hvor første del byder på klamme aliens, zombier og klassisk dansk ungdomsgys.
Med "Sinister"-temaet dyrker Moovy uhyggen, og i denne gang omgang kigger vi nærmere på, hvilke filmoplevelser der har været med til at traumatisere Moovys egne skribenter. Oplevelser, der byder på forskellige filmgys fra små og store klassikere.
JOACHIM JELLE: "ALIEN - DEN 8. PASSAGER" (1979)
To unge knejter sætter et halvslidt VHS-bånd på, der vistnok er "lånt" fra den enes far. Et ord på fem bogstaver former sig ildevarslende på skærmen. Ungerne forstår ikke ordet helt endnu, men har fra faren i flæng hørt om den skræmmende skabning. Minutter går. Et lille monster har brudt blodigt gennem brystkassen på en voksen mand, men måske har kærligheden til "Predator" forberedt dem på blodsudgydelse. En bippelyd begynder. Karakteren Dallas sidder i en klaustrofobisk ventilationsskakt. Bip, bip. Noget nærmer sig ham hurtigt. Bip, bip. Lambert råber, at han skal væk. Bip, bip. Den er lige ved ham. Bipbipbip. Flammekasterens skær viser den skinnende, slimede xenomorph med en skrigende lyd. Tilbage står chipsene stort set urørte, sodavandens brus væk. Drengene er rædselsslagne. Den eneste lyd er VHS-båndet, der spoles tilbage. Fem bogstaver på skærmen: "Alien".
"The Return of the Living Dead" er egentlig ikke en uhyggelig film. Men når man som syv-årig bliver hevet med til voksenfest og plantet foran fjernsynet med en film, som de voksne regner med er en børnevenlig komedie, og man derfor ingen anelse har om, hvad der venter en de næste 90 minutters tid, så bliver man taget med paraderne nede. Mødet med hjernespisende levende døde, der umætteligt fortærede den ene uskyldige ambulancefører efter den anden, fik mig næsten til at skide i børnebukserne af skræk. Mareridtet skulle desværre vise sig ikke at slutte med filmens halvanden time, da historien jo desværre ender med, at zombierne får overtaget. Mange søvnløse nætter ventede forude. Filmen har i den grad bidraget til at forme min filmsmag og gav mig hår på brystet og blod på tanden til at opsøge mere af samme skuffe.
MIKKEL ABEL: "THE BLAIR WITCH PROJECT" (1999)
Nogle gyserfilm kræver de helt rette omstændigheder og det rette tidspunkt for at virke. Som regel skal mørket først have trængt sig på, før gyset for alvor får lov at krybe under huden og blive en af de oplevelser, der aldrig glemmes. For mig kom den filmoplevelse en skæbnesvanger nat, hvor jeg igennem mit 14-tommer-tv bevægede mig ud i skoven i søgen efter Blair Witch-heksen. Med den skelsættende found footage-film var det umuligt for mit 12-årige jeg at skelne mellem virkelighed og fiktion, når det var så gennemført – og ikke mindst uhyggeligt. Og så hjælper det altså ikke, at klokken er to om natten, forældrene er ude af huset, vinteren er trængt på, og selv den babysittende storebror sidder skræmt fra vid og sans ved siden af. Det var første – og sidste – gang, jeg ledte efter en heks så sent om natten!
Jeg knuselsker et godt gys. Og hader det. Jeg tænker, det er derfor mange af os opsøger gysere? Den der fantastiske og unikke kombination af den ubehagelige, stigende intensitet op til det uundgåelige chok efterfulgt af det enestående rush, der følger i kølvandet på forskrækkelsen, som udløser en syndflod af endorfiner. Ingen film har forstyrret min nattesøvn i samme grad som Nicolas Roegs "The Witches" fra 1990. I en nøglescene gemmer den ni-årige Luke sig i en kasse, mens en flok tilsyneladende almindelige kvinder omkring ham langsomt skræller deres egen hud af og derved afslører pukler, deforme næser, vilde vorter og kvalmende udslæt. Den scene traumatiserede mig oprigtigt talt, da jeg så den i et afsnit af "Troldspejlet" som seks-årig. I flere måneder havde jeg tilbagevendende mareridt om hekse. Og da jeg gik forbi ældre kvinder på gaden, gøs jeg ved tanken om, at de pludselig ville flå deres hår og hud af og slå mig ihjel til lyden af deres diabolske latter. Enhver person var potentielt en hævngerrig heks i forklædning!
Jeg har altid holdt af gysergenren. Den giver et adrenalinkick, og det er spændende, hvordan genren har udviklet sig med tiden. Se bare på en film som "Hereditary", der for mit vedkommende er en af de mest skumle film i nyere tid. Mit første rigtige gysertraume var Martin Schmidts "Sidste time" fra 1995. Jeg var alt for ung til at se den, og forestillingen om, at det kunne foregå på min egen skole, lå nær. Der gik mange år, før jeg kunne se den igen. Generelt har jeg dog altid været mere til de underliggende, creepy gyserfilm, hvor stemningen er det vigtigste i forhold til jumpscares og spandevis af blod.
