Moovy Exclusive: "Sinister"-tema: Skribenternes mest uhyggelige filmoplevelser – del 2

I anledning af vores "Sinister"-tema kigger vi på, hvilke film der har skræmt Moovys skribenter fra vid og sans, hvor anden del byder på motorsavstraumer, forbandede videobånd og smeltende nazister.

I første del af Moovys mest uhyggelige filmoplevelser kom vi forbi farlige aliens, uhyggelige ture i skoven og skjulte hekse. Og her i anden del kommer vi forbi endnu en række af små og store klassikere, der har traumatiseret skribenterne godt og grundigt.

NICKI JENSEN: "THE DEVILS" (1971)

Der skal meget til at skræmme mig som voksen, og det tætteste har været Lars von Triers "Antichrist". Dog er det en anden film, som har skræmt mig allermest, og som afgav en direkte fysisk reaktion. Der skulle tre gange til, før jeg som 25-årig kom bare halvvejs igennem Ken Russells kontroversielle "The Devils". Jeg har aldrig set den færdig – og kommer aldrig til det. Første gang blev jeg nødt til at stoppe kort inde i filmen af ren væmmelse og utilpashed. "Fy for helvede!" lød det i afsky midt i min ungdomsbolig, mens jeg forbandede min daværende kæreste for at låne mig filmen på VHS, som hun stak mig med et skævt smil. Jeg har stadig ikke helt tilgivet hende det. Og dog. Bunker af pestramte kadavere, ligafbrændinger, lemlæstelse, bizarre sexritualer, okkultisme, hysteriske kristendomsdogmer og en rablende sindssyg Oliver Reed i ét væld satte sig sanseligt og mentalt, som var det et real time og dog drømmeagtigt traume. En totaloplevelse, som jeg ikke vil være foruden.

NIKOLAI SCHULZ: "MOTORSAVSMASSAKREN" (1974)

"Fluen", "Ondskabens hotel" og "Twin Peaks" har givet mig søvnløse nætter, men jeg har i voksenårene savnet at blive skræmt. Der er noget fantastisk ved at blive skræmt fra vid og sans. En særlig uhyggelig film, jeg vil fremhæve, er "Motorsavsmassakren" (eller "Saven", som Nicolas Winding Refn kalder sin yndlingsfilm). Jeg så den i en sen alder og forventede en skuffelse på trods af dens status. Men alene DVD-menuen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på grund af den skrabede 70'er-æstetik. Og filmens stil og atmosfære er faktisk det, der gør den så foruroligende. Det rastløse kamera sender nærmest tilskueren gennem en tidsportal tilbage til Manson-æraens solbeskinnede mareridt, der føles skræmmende virkeligt. Og når Leatherface får gang i sin motorsav og løber manisk rundt efter det unge kødkvæg, skal jeg virkelig stramme mig an for ikke at stoppe afspilleren og berolige mine nerver med noget Will Ferrell-terapi.

THOMAS FENGER: "JAGTEN PÅ DEN FORSVUNDNE SKAT" (1981)

Én af de mest skræmmende filmoplevelser, jeg har haft, stammer paradoksalt nok ikke fra en gyserfilm, men fra en eventyrfilm, der dog indeholder et par horror-elementer. Jeg var ti år gammel, da jeg en lillejuleaften første gang så, hvad der skulle vise sig at blive én af mine all-time yndlingsfilm: "Jagten på den forsvundne skat". Julehyggen udeblev dog især på ét bestemt tidspunkt, selvom resten var ren Spielberg-magi. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg blev nødt til at vende hovedet væk fra skærmen midt i en film, fordi det, jeg så, simpelthen var for hård kost. Klimakset, hvor Arken åbnes, og spøgelsesagtige skikkelser svæver rundt blandt nazisterne og hovedskurken Belloq, er en dybt fascinerende og fantastisk scene, men jeg blev skræmt fra vid og sans, da den klamme nazist Tohts ansigt smeltede væk for øjnene af mig! Der gik mange, mange år, før jeg turde se lige præcis det klip igen.

LASSE PETERSEN: "SCREAM" (1996)

Da jeg gik i folkeskole i de sene 90'ere, var der en af mine klassekammerater, som fik den "smarte" idé at bruge et af skolens kælderlokaler som filmrum i frokostpausen. Nede i mørket stod nemlig et af skolens fjernsyn med tilhørende VHS-afspiller. Seancen skulle selvfølgelig indvies med et af datidens store hit, nemlig Wes Cravens første "Scream", som en anden fra klassen havde fået fingre i på VHS. Jeg tror ikke, jeg på det tidspunkt overhovedet havde set gyserfilm før – så der gik ikke mange minutter af åbningssekvensen med Drew Barrymore, før jeg diskret måtte melde pas og liste op ad trapperne tilbage mod dagslyset. Scenens stemning satte sig solidt i mig, og især Ghostface-masken havde brændt sig fast på min nethinde, hvilket også kostede et par timers søvn. I dag vil jeg pudsigt nok ikke tøve med at kalde "Scream" en af mine favoritfilm.

RASMUS DREWS: "RINGU" (1998)

Jeg havde en kammerat, der arbejdede i videoudlejningskæden PlayTime i starten af 00'erne. Jeg fik ofte lov til at kigge forbi og hive et par VHS'er med hjem kvit og frit (det var før, DVD'erne for alvor gjorde deres indtog). En dag havde han lagt et helt særligt videobånd til side til mig: Den japanske "Ringu" – og det var med ordene, at det nok var den mest uhyggelige film, jeg nogensinde ville se! Kort fortalt handler "Ringu" om et videobånd, der slår seeren ihjel af skræk efter at have set det – og det skulle vise sig at passe meget godt. Den store kylling, som jeg var, blev filmen sat på i fuldt dagslys midt om dagen, men jeg måtte alligevel hurtigt konstatere, at den var sindssygt skræmmende! Jeg nåede helt hen til der, hvor Sadakos spøgelse begynder at kravle ud af skærmen, og så var jeg simpelthen nødt til at slukke for fjernsynet! Så vidt jeg husker, så jeg den færdig dagen efter, men det er stadig den dag i dag den gyserscene, der har skræmt mig allermest.