Det skal nok lige nævnes, at "Stalins død" er baseret på en tegneserie og noget af den absurde humor, er taget direkte derfra, dog skruede Iannucci den del helt i bund.
Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Kreative filmatiseringer
Bøger er altid blevet lavet til film, men hvilke værker har været særligt kreative i deres forvandling fra bog til skærm? Moovy har svaret.
Armando Iannucci skabte i 2017 satiriske "Stalins død", der så en flok idiotiske russiske statsmænd kæmpe om magten efter Stalins bortgang. I denne uge udkommer så "The Personal History of David Copperfield", en nyfortolkning af Charles Dickens' klassiske roman. Injiceret med forfatter-instruktørens humor, satire og ikke mindst farveblinde tilgang til casting kaster Iannucci et moderne blik på den velkendte fortælling om David Copperfields barndom og voksenliv. Iannucci viser, at ændringen af karakterernes ydre ikke står i vejen for den fantastiske fortælling, der gemmer sig underneden.
I den forbindelse kaster Moovy lys på fem film, der gennem kreativ bearbejdning har ændret præsentationen af forlægget, men bibeholdt fortællingernes sjæl. Det gælder for kunstneren om at finde den gyldne mellemvej. For hvad der fungerer på skrift, fungerer ikke nødvendigvis i billeder. Nedenunder præsenteres film, som har set sig ændret fra forlægget i form af humor, visuel stil, genre, metafiktive elementer og kultur. Valgene er derfor ikke de bedste filmatiseringer nogensinde. Nærmere er det de film, der har udnyttet filmmediets kreative beføjelser til at skabe et anderledes, kreativt værk – men med budskabet intakt.
American Psycho
En af populærkulturens mest kendte psykopater har minsandten et litterært ophav. Wall Street-forretningsmanden Patrick Bateman stiftede publikum bekendtskab med i den fænomenale og kontroversielle "American Psycho" af Bret Easton Ellis. Men Ellis' minimalistiske, satiriske beskrivelser af New Yorks yuppie-miljø havde brug for seriøs kreativ behandling, skulle denne psykologiske fortælling fungere på skærmen.
Mary Harron satte sig komfortabelt i instruktørstolen, og i kombination med et suverænt manuskript og en stjernepræstation fra Christian Bale gør filmatiseringen af "American Psycho" sig ekstra bemærket ved dens nu endnu tydeligere satire. At se Patrick Bateman gøre sig klar med økse i hånd, imens han belærer Jared Letos Paul Allen om Huey Lewis and the News, er intet mindre end komisk guld. Den famøse visitkort-scene, der er filmet så overseriøst, at satiren fosser ud som sveden gennem Batemans nervøse porer. Det var morsomt i bogen, men det er lårklaskende sjovt i filmen.
Fear and Loathing in Las Vegas
Bog og film kan sagtens være lig hinanden, men stadig give hver deres intense oplevelser. Hunter S. Thompson, hvis blod nærmest var flydende kokain, forfattede "Fear and Loathing in Las Vegas" under en usammenlignelig rus. Romanen er et pragteksemplar på Thompsons stræben efter gonzo-journalistik – en stil, der sætter forfatteren i narrativets meget subjektive førersæde. Johnny Depp indtager rollen som Thompson (kaldet Raoul Duke), og end ikke som Jack Sparrow er han lige så blæst som i denne film, der sætter trippet i roadtrip. Terry Gilliams skæve ikoniske vinkler og in-your-face kameraarbejde gør filmatiseringen til et psykedelisk mesterværk.
Der er ikke meget handling af betydning, udover at Raoul Duke og hans psykopatiske advokat drager på intens roadtrip i søgen efter den udefinerbare American Dream. Med stoffer som benzin møder de kun frygt og lede – og en helvedes masse paranoia. "This is your mind on drugs," ytrer Johnny Depp i en reklame fra 80'erne og klasker et spejlæg ud på panden. Amerikaneren skulle bare vide, hvilken stofmisbruger han skulle spille senere i karrieren.
Tromeo and Juliet
"Åh, Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo?" Næsten alle kender disse ord fra William Shakespeares berømte skuespil. Færre kender dog til Troma Entertainments moderne genfortælling af klassikeren, der forestiller sig Romeo og Julie i en ussel verden fuld af usammenlignelig liderlighed og voldelig vederstyggelighed. "Tromeo and Juliet" er forfattet af "Guardians of the Galaxy"-instruktør James Gunn, og hans velkendte humor er da også til stede.
B-filmen her fungerer dog mere som en sort komedie, der ikke er bange for at gå efter kvalmefremkaldende øjeblikke. Incest, afhuggede lemmer og kropstransformationer var godt nok ikke Shakespeares kendetegn. "Tromeo and Juliet" har dog beholdt den altoverskyggende kærlighed på tværs af to konkurrerende familier. Ikke så sært, at James Gunn solgte manuskriptet for sølle 150 dollars.
American Splendor
Ligesom i Charlie Kaufman og Spike Jonzes "Orkidé-tyven" blander kyniske "American Splendor" elementer fra den virkelige verden ind i filmatiseringen af tegneserieforfatteren Harvey Pekars liv. Paul Giamatti står for det neurotiske, livstrætte portræt af tegneren, der kæmper med sin eksistens. "American Splendor" viser et virkeligt liv skildret gennem fiktiv linse, der måske ender med at give et bedre indblik i et ægte menneskes tilværelse, end en dokumentar kunne have gjort.
Harvey Pekar lever et roligt, omend glansløst liv. Et møde med tegneserieforfatteren Robert Crumb inspirerer Harvey til at følge i samme fodspor, og han forsøger med et usentimentalt portræt af det amerikanske arbejderliv. Bemærkelsesværdigt er det dog, når den rigtige Harvey pludselig dukker op med sin partner og fortæller om deres besynderlige liv. Næsten som om de prøver at bekræfte, at den fiktive udgave af, hvad vi ser på skærmen, kan være lige så ægte, som hvad de har oplevet.
The Handmaiden
Kreative filmatiseringer omhandler ikke kun visuelle eller tematiske ændringer. De kan også rejse på tværs af nationaliteter, kulturer og sprog. I 2016 forvandlede sydkoreanske Park Chan-wook Sarah Waters' roman "Fingersmith" fra at foregå i viktorianske England til Japan-okkuperede Sydkorea. Resultatet er en ekstraordinær, ekstra-erotisk krimi-thriller, som med udfordrende plotstruktur væver identitetstematikker sammen med det at fortælle en historie. For hvordan er det at være kvinde i en mands fortælling?
Filmen følger lommetyven Sook-Hee, der hyres til at agere tjenerinde for arvingen Lady Hideko for at stjæle familiens penge. Lidt efter lidt introduceres flere lag af bedrageri, så alle de grådige og griske parter betvivler, hvem de kan stole på. Og fordi den sydkoreanske mester matcher form og indhold, sættes publikum i samme position: Hvem kan der stoles på? I hvert fald ikke Park Chan-wook. Med samme energi som den hyldede "Parasite" er "The Handmaiden" endnu en sydkoreansk thriller, du ikke må gå glip af.
Top Tirsdag er Moovys faste ugentlige topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.