
"Beetlejuice 2" får premieredato – optagelserne går i gang i morgen
Den kommende spøgelseshistorie genforener Michael Keaton og Tim Burton.
Som tidligere rapporteret genopstår the ghost with the most i "Beetlejuice 2", der er en efterfølger til Tim Burtons skønne fantasy-komedie, "Beetlejuice", fra 1988.
Her vender Michael Keaton tilbage i den titulære hovedrolle som det excentriske spøgelse i stribet jakkesæt. Den Oscar-nominerede veteran får bl.a. selskab af "Wednesday"-stjernen Jenna Ortega, som skal spille datteren af Lydia Deetz – Winona Ryders karakter fra den oprindelige film.
Bag kameraet finder vi endnu en gang Tim Burton, og det er således første gang siden Disneys "Dumbo"-remake, at den populære filmmager sætter sig i instruktørstolen på en spillefilm.
Se også: Michael Keatons Batman brillerer i ny "The Flash"-trailer
Burtons trofaste hofkomponist, Danny Elfman, er også om bord på projektet. Den garvede komponist skal atter levere tonerne til den syrede fortælling – akkurat som på originalen.
Og nu kan fans af det eventyrlige spøgelsesunivers godt sætte kryds i kalenderen: Det er nemlig kommet frem, at "Beetlejuice 2" får biografpremiere i USA den 6. september 2024. Filmen udkommer formentlig i de danske biografer nogenlunde samtidigt.
En fortsættelse til "Beetlejuice" har spøgt i årtier, men det var først i slutningen af april i år, at Warner Bros. omsider officielt annoncerede den længe ventede efterfølger.
Optagelserne påbegyndes efter planen i London i denne uge, og der er altså under halvandet år til, at vi endelig igen kan ytre "it’s showtime!"