Christopher Nolan vil ikke have "Tenet" udskudt under pandemien

"Tenet" er nærmest den eneste af årets storfilm, som ikke er blevet udskudt på grund af coronavirussens udbrud. Endnu.

Corona-pandemien har tvunget Hollywood til at udskyde en masse blockbusters – deriblandt Marvels "Black Widow", DC's "Wonder Woman 84" og James Bond-filmen "No Time to Die", som angiveligt bliver udskudt igen til engang i 2021.

Filmselskabet Universal har tilmed droppet at udgive deres film i biograferne først og i stedet smidt dem direkte ud på hjemmevideo, hvilket har ført til en stor konflikt mellem Universal og verdens største biografkæder.

Men én kommende storfilm har indtil videre beholdt sin plads i udgivelseskalenderen: Christopher Nolans ("Dunkirk", "The Dark Knight") nyeste thriller, "Tenet", som efter planen lander i de danske biografer den 16. juli og cirka samtidigt i alle andre lande.

Se også: Mystisk og hårdtpumpet trailer til Christopher Nolans "Tenet"

Nolan er en af Hollywoods mest magtfulde filmmagere, og det er åbenbart manden selv, der er skyld i, at biografpremieren på "Tenet" endnu ikke er blevet udskudt.

Det fortæller IMAX' administrerende direktør, Richard Gelfond: "Visse filmmagere er meget spændte på at få udgivet deres film. Jeg kender ingen i USA, der kæmpere hårdere end Chris Nolan for at få biograferne til at genåbne, så hans film kan udkomme efter planen i juli måned."

Nolan skrev i marts et læserbrev i The Washington Post for en måneds tid siden, hvori han forklarede, at det er vigtigt at støtte biograferne finansielt i denne hårde tid, hvor pandemien har tvunget de fleste af verdens biografer til at lukke dørene.

Vi får at se, om "Tenet" får lov til at udkomme i juli og potentielt blive den film, der for alvor lukker verdens biografgængere tilbage i salene.

Men idet mange amerikanske stater, herunder folkerige Californien, har annonceret, at de næppe kan åbne deres biografer igen før efter sommeren, så er det ikke usandsynligt, at filmen alligevel bliver udskudt. Warner Bros. har allerede afvist at udgive filmen tidligt på VOD.

Kommentarer

Christopher Nolan vil ikke have "Tenet" udskudt under pandemien

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen