Flere store biografkæder bandlyser Universals film

Konflikten mellem filmselskabet Universal og verdens store biografkæder trapper op.

Forleden kom det frem, at USA's største biografkæde, AMC, som har 634 biografer med flere end 8.000 lærreder alt i alt, vil boykotte Universals film – kommende storfilm som "Fast & Furious 9" og "Jurassic World: Dominion" får altså ikke premiere i selskabets biografer.

Konflikten skyldes, at Universals adminstrerende direktør, Jeff Shell, har udtalt, at selskabet selv efter corona-krisen vil udgive deres film samtidigt online og i biograferne.

På trods af AMC's reaktion, har Universal sagt, at de vil holde fast i deres udgivelsesstrategi. Online-premieren på "Trolls World Tour", som skippede biograferne, har nemlig givet selskabet et stort overskud.

Men måske kommer Shell og Co. snart på andre tanker, for flere andre, internationale biografkæder har nu kopieret AMC's modsvar.

Storbritanniens Odeon-biografer og nu også Cineworld, som er USA's næststørste biografkæde efter AMC, nægter at vise Universals storfilm fremadrettet.

Således har konflikten nået et klimaks, der stensikkert kræver, at begge parter sætter sig ned ved forhandlingsbordet igen. For mens Universal næppe kan sikre et overskud uden indkomst fra mange biografer, så vil de finansielt udfordrede biografer nok heller ikke kunne klare sig, hvis de ikke får flere af Hollywoods største titler op på deres lærreder.

Kommentarer

Flere store biografkæder bandlyser Universals film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen