Disney fjerner populært indhold til Disney+ uden varsel

Det er blandt andet de to første "Alene hjemme"-film, der ikke længere er tilgængelige på streamingtjenesten.

Disneys nyåbnede streamingtjeneste Disney+ slog sig op på, at hele selskabets enorme katalog af film og serier ville være tilgængelige hele tiden, når dørene til den legendariske vault blev slået op. 

Nu har House of Mouse så imidlertid uden varsel eller forklaring fjernet en stribe populære film fra tjenesten i Nordamerika, såsom de to første "Alene hjemme"-film, "Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides", "Garfield 2" og "Dr. Dolittle". 

Dette har medført kritik fra skuffede og vrede kunder, der havde fået det indtryk, at al indholdet på Disney+ til hver en tid kunne streames og ikke blot rotere eller blive fjernet helt, som man kender det fra Netflix.

UTILFREDSE KUNDER

De utilfredse kunder, der har klaget til Disneys support-team, er blevet spist af med en forklaring om, at de manglende titler skyldes tekniske problemer, men i skrivende stund har selskabet ikke annonceret en officiel begrundelse, der forklarer, hvorfor det omtalte indhold pludselig er væk.

Det vides endnu ikke præcis, hvornår Disney+ lander i Danmark, men miseren om de manglende titler er en reminder om, at det nok er en god ide at beholde sine dvd- eller Blu-ray-eksemplarer af "Løvernes konge", "Frost" og "Toy Story"...

Kommentarer

Disney fjerner populært indhold til Disney+ uden varsel

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen