"Downton Abbey 2" er gået i produktion

Alle seriens skuespillere er tilbage foran kameraet, og filmen udkommer efter planen til jul.

Tilbage i februar rapporterede vi, at "Downton Abbey 2" var mere eller mindre parat til at gå i produktion, men at coronapandemien havde stukket en kæp i hjulet på filmholdets maskineri.

Den kæp er dog blevet fjernet på rekordtid, og kameraerne ruller allerede nu, og alle skuespillerne fra serien og den første "Downton Abbey"-film er tilbage på job.

Foran kameraet ledsages skuespillere som Maggie Smith, Jim Carter og Hugh Bonneville af tv-stjernerne Hugh Dancy ("Hannibal") og Dominic West ("The Wire") samt Nathalie Baye ("Catch Me If You Can") og Laura Haddock ("Transformers: The Last Knight").

Læs også: Anmeldelsen af "Downton Abbey"-filmen

Den første "Downton Abbey"-film byggede videre på den succesfulde tv-serie af samme navn, som omhandlede Crawley-familien og deres tjenestefolk i det Edwardianske England. Filmen blev et gigantisk hit i 2019, hvor den indtjente godt 185 mio. dollars på verdensplan, men blot havde kostet 20 mio. dollars at producere.

"Downton Abbey 2" instrueres af Simon Curtis ("My Week with Marilyn", "Goodbye Christopher Robin"), og produceren Gareth Neame betegner fortsættelsen som "den perfekte modgift til et forfærdeligt år."

Vi ved endnu ikke meget om plottet i fortsættelsen, men hvis alt går efter planen, så lander "Downton Abbey 2" i biograferne lige op til jul i år.

Kommentarer

"Downton Abbey 2" er gået i produktion

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen