Anmeldelse: The Miracle Club
"The Miracle Club" leverer varen uden de store mirakler.
Mennesket skal kunne elske. Det skal kunne sørge og det skal kunne tilgive. Alle tre elementer er nærmest grundpillerne for en klassisk feel-good film. Vi skal grine og græde. Og have et smil på læben, når vi går ud af biografen. Miraklernes tid er bestemt ikke forbi, hvis man søger efter en klassisk omgang godhed i de danske biografer.
De tre irske kvinder, Lily, Eileen og Dolly, lever en stilfærdig tilværelse i en lille by uden for Dublin i 1960'erne. De har en amatørsanggruppe sammen, hvor de deltager i konkurrencer her og der. Da de vinder en rejse til Lourdes i Frankrig, forbereder de tre kvinder en dejlig tur sammen. Men da et tidligere medlem af gruppen, Chrissie, dukker op i byen, ripper det op i fortiden. Chrissie tager med på rejsen til Lourdes, hvor sandhederne kommer på bordet. Men måske er det lige det, der skal til, for at få renset luften imellem kvinderne
Man kan ikke løbe fra, at de britiske øer er nærmest blevet eksperter i feel good-film. Heriblandt med "Fire bryllupper og en begravelse" fra 1994. "The Miracle Club" hører klart til den gruppe, som vi ved, hvor den præcis ender henne. Men vi har det rigtig godt i selskab med de fire kvinder. Som med premiereaktuelle "Book Club – Turen går til Italien" forfalder den irske film desværre til at blive en turistguide i midten af filmen. Vi får en masse billeder og klip af seværdigheder i Lourdes. I forhold til bogklubben, har "The Miracle Club" mere kant. Især i første del får vi lagt interessante konflikter på bordet, som gør karaktererne lidt mere interessante.
Som sagt, er der ingen overraskelser her. Vi ved, hvor vi starter. Vi ved, hvor vi skal hen og vi ved, hvor vi ender. Traileren afslører sådan set hele filmens narrativ. Men feel-good-faktoren er intakt. I løbet af de 90 minutter griner, græder og smiler man. Svære emner som død og alderdom tages op, men bliver aldrig dykket ned i, og der knækker filmen.
Valget af skuespillere skal også have en løftet finger med på vejen. Hvorfor vælges at caste, bevares, gode skuespillerinder som Maggie Smith, Kathy Bates og Laura Linney som irere må guderne vide. Ærkebritiske Smith og de to amerikanske skuespillerinde Bates og Linney gør det, de skal, men deres accent falder igennem. Især Bates. Man kunne have fundet spændende irske skuespillerinder, der havde passet bedre ind. Men dér har producerne nok haft noget, at skulle have sagt. Altid seværdig Stephen Rea skal dog nævnes, da han leverer nogle af filmens mest morsomme øjeblikke.
"The Miracle Club" er klassisk feel-good. Turen går fra punkt A til B til C. Der er ingen overraskelser. Men den byder dog på noget mere kant indimellem, hvilket gør den mere seværdig end andre premiereaktuelle film i samme genre. Turistvideoen tager over i midten af filmen og tematikkerne mangler den dybde. Men smilene og tårerne skal nok være der. Så måske ikke just et filmisk mirakel, men mindre kan også gøre det.
"The Miracle Club" har dansk biografpremiere 12. oktober.