Elijah Wood har stadig ikke læst "Ringenes herre"-bøgerne

Han formåede at traske hele vejen til Mordor, men det var altså lidt for stor en udfordring at læse tre mursten...

Den snart 41-årige Elijah Wood kommer med en opsigtsvækkende indrømmelse i et nyt interview med Esquire: han har stadig ikke læst J.R.R. Tolkiens "Ringenes herre"-trilogi.

Medmindre man har boet under en forstenet trold de sidste 20 år, er det næppe gået ens snude forbi, at Wood spillede den heroiske hobbit Frodo i Peter Jacksons tre "Ringenes herre"-film, som udkom i årrækken 2001-2003.

Wood gentog endda rollen kort i det første kapitel af Jacksons "Hobbitten"-filmtrilogi, "Hobbitten: En uventet rejse", men selvom Frodo utvivlsomt vil stå tilbage som Woods største filmrolle nogensinde (måske med undtagelse af "Flipper", naturligvis), så har Wood altså ikke fået læst et af de 150 millioner eksemplarer af Tolkiens bogtrilogi, som er blevet trykt i årenes løb.

Læs også: Elijah Wood skal spille skurken i kommende "The Toxic Avenger"-reboot

"Det er latterligt, at jeg ikke har fået det gjort. Det er dumt," erkender Wood i Esquire-interviewet. Han fortsætter:

"Bogen er så tætpakket, ordrig, utrolig og smuk, men også tung... jeg fandt det svært at læse bogen, alt imens jeg arbejdede på karakteren. Jeg valgte i sidste ende at fokusere på at leve i den verden, som figuren eksisterede i i filmmanuskripterne og så bare stole på processen. Så jeg har stadig ikke læst den her 20 år senere. Det er et kors, jeg må bære. Alle andre har læst den!"

I det dybdeborende interview taler Wood også om, hvordan det var som 18-årig at være involveret i et af filmhistoriens mest ambitiøse projekter og om det tætte bånd, der udviklede sig mellem skuespillerne.

Og apropos de skuespillere – den nedenstående musikvideo har efterhånden nogle uger på bagen, men hvis I ikke har fået den set endnu, så vil I "Ringenes herre"-fans garanteret værdsætte talkshow-legenden Stephen Colberts vittige videohyldest til Jacksons film. Videoen byder bl.a. på en charmerende gæsteoptræden fra Wood, der gør det svært at se påtale skuespilleren for at have undveget Tolkiens tidløse fantasy-bøger:

Kommentarer

Elijah Wood har stadig ikke læst "Ringenes herre"-bøgerne

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen