Det er så også det LOTR projekt, som jeg føler mindst for. Så det går nok.
Ny "Ringenes herre"-animationsfilm udskydes
"The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" skulle være udkommet i april 2024.
Warner Bros. og New Line Cinema har som tidligere rapporteret en "Ringenes herre"-animationsfilm i støbeskeen.
"The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" var oprindeligt sat til at udkomme i biograferne den 12. april 2024. Men nu er premieredatoen imidlertid blevet rykket til den 13. december 2024. Tolkien-fans skal altså vente otte måneder længere på den stort opsatte eventyrfilm.
Læs også: Officielt: "Dune: Del 2" udskydes til foråret 2024
"The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" foregår cirka 250 år før "Ringenes herre" og fortæller og udvider den blodige historie om Helms Kløft-fæstningen, der spiller en central rolle i Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens "Ringenes herre: De to tårne".
Vi får samtidigt fortællingen om én af Midgårds mest sagnomspundne personligheder: Den mægtige konge af Rohan, Helm Hammerhand.
Slaget bag kameraet styres af anime-veteranen og instruktøren Kenji Kamiyama ("Blade Runner: Black Lotus"), mens Philippa Boyens, der var med til at skrive drejebøgerne til "Ringenes herre"-filmtrilogien, arbejder som konsulent på animationsprojektet.
Og som vi rapporterede tilbage i februar, så er endnu flere "Ringenes herre"-film på trapperne.
Hvorvidt "The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" kan leve op til Peter Jacksons klassiske eventyrfilm, finder vi ud af, når filmen som sagt får biografpremiere den 13. december 2024.