Første plakat til "Beetlejuice 2" afslører filmens titel
Den længe ventede spøgelseshistorie genforener Tim Burton og Michael Keaton.
For to måneder siden kunne vi rapportere, at optagelserne til "Beetlejuice 2" omsider var kommet i hus.
Nu har Warner Bros. Pictures så via X løftet sløret for den første plakat til den længe ventede efterfølger til Tim Burtons syrede gyserkomedie, "Beetlejuice", fra 1988.
Plakaten viser et par skumle hænder, der holder en strimmel med filmens amerikanske premieredato påtrykt: 6. september 2024. Plakaten viser også, hvad vi må formode er filmens titel: "Beetlejuice Beetlejuice". Opslaget ledsages desuden af ordene "Dare You to Say It Again".
Læs også: Netflix har en "Wednesday"-spin-off om Onkel Fester i støbeskeen
I den kommende "Beetlejuice"-fortsættelse vender Michael Keaton tilbage i den titulære hovedrolle som det excentriske spøgelse i stribet jakkesæt. Den Oscar-nominerede veteran får bl.a. selskab af Jenna Ortega ("Wednesday"), som skal spille datteren af Lydia Deetz – Winona Ryders karakter fra den oprindelige "Beetlejuice".
Ryder vender også selv tilbage og ledsages af bl.a. Willem Dafoe, Monica Belucci og Justin Theroux.
Bag kameraet finder vi heldigvis atter en gang Tim Burton. Det er første gang siden live-action-remaket af Disneys "Dumbo", at den garvede filmmager instruerer en spillefilm.
"Beetlejuice Beetlejuice" er sat til at udkomme i biograferne herhjemme den 5. september, og du kan se den omtalte plakat i fuld størrelse herunder.