Netflix har en "Wednesday"-spin-off om Onkel Fester i støbeskeen

Den løjerlige personage fra The Addams Family dukker snart op i sin helt egen serie.

Tim Burtons Netflix-serie, "Wednesday", har siden premieren sidste år gået sin sejrsgang på den populære streamingtjeneste.

Sæson 2 blev annonceret tilbage i januar, men derudover er der flere udvidelser på vej i sagaen om den excentriske familien Addams.

Nu rapporterer flere amerikanske medier nemlig, at familiens løjerlige Onkel Fester efter alt at dømme snart får sin helt egen spin-off-serie.

Læs også: Alle optagelser til "Beetlejuice 2" er nu i hus

Her vender Fred Armisen angiveligt tilbage i rollen som den skaldede mand med det særegne smil. Onkel Fester medvirkede i et enkelt afsnit i første sæson af "Wednesday", der har Jenna Ortega i den titulære hovedrolle.

Foruden Wednesday og Onkel Fester består The Addams Family bl.a. af det bizarre ægtepar Gomez og Morticia Addams (Luis Guzmán og Catherine Zeta-Jones) samt Wednesdays bror, Pugsley (Isaac Ordonez).

Optagelserne til 2. sæson af "Wednesday" starter til april, mens det endnu er uvist, hvornår vi får Onkel Fester at se i figurens egen spin-off-serie.

Kommentarer

Netflix har en "Wednesday"-spin-off om Onkel Fester i støbeskeen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen