Harry Potter skal redde Kinas biografer

En helt ny 3D-udgave af den første Harry Potter-film skal lokke Kinas borgere tilbage til landets hårdt ramte biografer.

Ligesom resten af verdens biografer har Kinas biografsale længe stået tomme på grund af coronavirussen.

Men nu hvor Kina øjensynligt er ved at få bugt med sygdommen inden for nationens egne grænser, gør landets biografer klar til at byde biografgængere velkommen igen.

Og en af de første film, der udkommer i Kina efter inddæmningen af krisen, er Chris Columbus' "Harry Potter og de vises sten" fra 2001, som relanceres i en restaureret 4K/3D-version.

3D-versioner af store Hollywood-film har ofte nydt stor succes i Kina. James Camerons "Titanic" indtjent godt 1 mia. kroner i den asiatiske nation, da den blev genudgivet i 3D derovre i 2012.

Og Warner Bros. og de kinesiske biografer håber på en lignende succes med 3D-udgaven af den allerførste Harry Potter-filmatisering, som angiveligt lander i de kinesiske biografer den 30. april.

J.K. Rowlings bøger har en anseelig fanbase i Kina, og talløse kinesiske fans har allerede jublet på de sociale medier over den kommende 3D-genudgivelse. Så hvem ved? Måske kan Harry Potter faktisk trylle noget ægte håb og glæde frem i hårdt ramte Kina?

Kommentarer

Harry Potter skal redde Kinas biografer

  • ★★★★★★0

    Held og lykke med det

    Wayne20-03-20 12:23

  • ★★★0

    Vil den udgave komme til det europæiske marked? 

    Gad jeg godt at se, hvis den får samme behandling som Titanic.

    MOVIE100020-03-20 12:44

  • ★★★★★1

    Vil den udgave komme til det europæiske marked? 

    Gad jeg godt at se, hvis den får samme behandling som Titanic.

    Det har Warner Bros. ikke offentliggjort endnu :-) Men det lader til, at 3D helt klart er mere populært i Kina end i resten af verden, så jeg tror ikke helt på en europæisk udgivelse... 

    Personligt er jeg bare så ærgerlig over, at 3D praktisk talt er dødt i hjemmebiografen. Jeg eeeeelskede at se 3D på min Samsung-plasma fra 2010, men jeg måtte give slip på 3D, da jeg købte min 4K-skærm forrige år.

    The Insider20-03-20 13:02

  • ★★★1

    Personligt er jeg bare så ærgerlig over, at 3D praktisk talt er dødt i hjemmebiografen.

    Bare rolig. Det kommer tilbage om 30 år :)

    gi-jones20-03-20 15:07

  • ★★★★★0

    Bare rolig. Det kommer tilbage om 30 år :)

    Jubiiiii!

    The Insider20-03-20 16:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen