Instruktør på "A Quiet Place" insisterede på at hyre døv skuespillerinde til vigtig rolle

Den unge skuespiller var med til at lære alle de andre medvirkende tegnsprog til optagelserne.

Instruktør John Krasinskis to medforfattere på filmen "A Quiet Place", Scott Beck og Bryan Woods, fortalte for nylig i et interview med The Hollywood Reporter, at Krasinski – der udover at være med til at skrive manuskriptet og instruere også spiller en af hovedrollerne i filmen – var meget opsat på at hyre en døv skuespiller til at spille rollen som datteren.

Filmen, der foregår i en verden, hvor mennesker bliver truet af væsner med suveræn hørelse, indeholder ikke megen dialog. Familien i filmen, der udover Krasinski bliver spillet af Krasinskis kone, Emily Blunt, og de to børn Millicent Simmonds og Noah Jupe, må ty til tegnsprog for at overleve.

Ifølge forfatterne var det altid hensigten at have en døv karakter i filmen, og det blev så datteren Regan.

"Vi ville hele tiden have en døv karakter i manuskriptet, men John gik virkelig langt for at overbevise dem om at hyre Millicent. Hun kom på arbejde og lærte alle tegnsprog. Det var virkelig fantastisk og gav ekstra dybde til filmen", udtaler de to.

Udover "A Quiet Place" har Millicent Simmonds været med i filmen "Wonderstruck" fra 2017.

Kommentarer

Instruktør på "A Quiet Place" insisterede på at hyre døv skuespillerinde til vigtig rolle

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen