Kumail Nanjiani vil gerne lave film om obskur DC-helt

Hvis du allerede havde hørt om Ambush Bug, så vil vi gerne udtrykke vores respekt for din imponerende nørdethed!

Der findes superhelte, som snildt kan betegnes som superstjerner, selvom de selvfølgelig ikke eksisterer i virkeligheden (tror vi nok). Hovedparten af planeten ved godt, hvem Superman, Batman og Spider-Man er.

Men hvor mange har monstro hørt om Ambush Bug? Han er en figur i DC Comics' kulørte univers, og som navnet antyder, er han et kæmpe, menneskeformet insekt, som let kan overfalde sine fjender, idet han har evnen til at teleportere sig selv.

Og multitalentet Kumail Nanjiani – som ikke blot er en succesfuld skuespiller ("Eternals", "Obi-Wan Kenobi"), men også en garvet producer og Oscar-nomineret manuskriptforfatter ("The Big Sick") – afslører i podcasten Happy Sad Confused, at han er ivrig efter at lave en superheltefilm om Ambush Bug.

Læs også: Henry Cavill vender alligevel ikke tilbage som Superman

Podcasten-værten Josh Horowitz har – ligesom de fleste af os, formentlig – aldrig hørt om Ambush Bug, men som Nanjiani siger:

"Han er en slags nyhedsvært. Han er underlig. Og der ville ikke være noget pres på mine skuldre, hvis jeg lavede filmen. Hvis jeg laver en Superman-film, så er der så mange forskellige idéer om, hvordan Superman er, og hvis filmen ikke matcher dem, så bliver folk fortørnede. Men alle er ligeglade med Ambush Bug."

Nanjiani er dog ikke interesseret i selv at iføre sig karakterens grønne kostume og dertilhørende, gule følehorn: "Nej, figuren skal laves som computeranimation. Han ligner et monster. Jeg har ikke lyst til at have det kostume på."

Ambush Bug blev skabt af Keith Giffen i 1982, og han er "i virkeligheden" manden Irwin Schwab, som forvandles til Ambush Bug, da han falder over kostumet, som er blevet sendt til Jorden fra planeten Schwab. Ud over at kunne teleportere sig selv, er han god til kampsport, og ligesom Deadpool og She-Hulk bryder han indimellem den 4. væg og taler direkte til publikum.

Moovy TV talte for nylig med Nanjiani om hans præstation i miniserien "Welcome to Chippendales", som kan ses netop nu på Disney+, og undervejs afslørede Nanjiani, at der var et særligt projekt, han drømte om at lave – måske var det "Ambush Bug"? Se hele interviewet her:

Kommentarer

Kumail Nanjiani vil gerne lave film om obskur DC-helt

  • 1

    Selvfølgelig, han var ret stor i Superman-tegneserierne der kom på dansk i 80'erne.

    NSF21-01-23 12:01

  • ★★★★★0

    Selvfølgelig, han var ret stor i Superman-tegneserierne der kom på dansk i 80'erne.

    Duuuude, du er sej.

    The Insider21-01-23 12:16

  • 1

    Duuuude, du er sej.

    Jeg tror du mener "gammel".

    NSF21-01-23 12:22

  • ★★★★★0

    Jeg tror du mener "gammel".

    To sider af samme mønt!

    The Insider21-01-23 12:24

  • 0

    Ork, jo!

    Selvfølgelig husker jeg Ambush Bug fra dansk Superman i firserne. Bagholdsbillen hed han der, og han var irriterende og trææææls!

    "I virkeligheden en elektronisk nørd, der mest af alt drømmer om at blive superhelt. Men i sine forsøg på at "hjælpe" Superman forårsager han oftest mere skade end gavn. Bærer en avanceret elektronisk dragt der kan teleportere sig rundt ved hjælp af små modtagere forklædt som insekter."

    Suk!

    Senere skabte Keith Giffen, J. M. DeMatteis og Kevin Maguire en ny udgave af Justice League i 1987, der fuldstændig overrumplende tegneseriescenen med sin unikke humor... UDEN Ambush Bug.

    (Serien var en gigantisk succes og hev en masse store priser hjem. En del spinoff-serier blev det også til.)

    Sir Bridgeyard22-01-23 17:52

  • ★★★★0

    Senere skabte Keith Giffen, J. M. DeMatteis og Kevin Maguire en ny udgave af Justice League i 1987, der fuldstændig overrumplende tegneseriescenen med sin unikke humor... UDEN Ambush Bug.

    Ja, den var/er virkelig god. Guy Gardner er virkelig komisk i den :)

    chandler7522-01-23 18:08

  • 0

    Ambush Bug - stadig min #1 DC superhelt - efter alle disse år...

    Pistolprinsen23-01-23 08:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen