Ny plakat til "Army of the Dead"-prequel fastslår, at filmen er fattig på zombier
"Army of Thieves" lander på Netflix senere i år.
For en uges tid siden delte filmmageren Zack Snyder ("Justice League", "Batman v Superman: Dawn of Justice") de første billeder fra den kommende Netflix-film "Army of Thieves", som er en prequel til Snyders egen zombie-thriller, "Army of the Dead".
Snyder producerer og er medforfatter på "Army of Thieves", som stiller skarpt på en af den første films bifigurer: den tyske pengeskabstyv Dieter, som spilles af Matthias Schweighöfer.
Men "Army of Thieves" adskiller sig en hel del fra sin forgænger, idet den foregår før zombieudbruddet i "Army of the Dead" og tilsyneladende bliver en mere konventionel heist-film.
Se også: Moovys EKSKLUSIVE Zack Snyder-interview (The Snyder Cut)
Det bekræftes i øvrigt af filmens splinternye plakat, som Snyder netop har delt på Twitter, og som kan ses i fuld størrelse herunder. Plakaten fastslår nemlig, at der i denne ombæring er: Flere pengeskabe, færre zombier.
I "Army of Thieves" bliver Dieter og hans kammerater hyret af en gådefuld kvinde til at begå et storstilet kup. Også "Game of Thrones"-stjernen Nathalie Emmanuel medvirker i filmen.
Moovy TV interviewede i øvrigt Snyder om hans nyeste zombie-thriller. Det interview kan du se her. "Army of Thieves" har endnu ikke fået en fastlagt premieredato (og plakaten siger blot "kommer snart"), men den lander formentlig inden årets udgang.