Det er ok - spændende hvem der så skal trække i dragterne. Jeg håber også at Green Lantern, Green Arrow og Black Canary får en plads på holdet.

Alle medlemmerne af Justice League bliver recastet i James Gunns kommende DC-univers
Zack Snyders "Justice League" er endegyldigt skrottet.
Det er vel næppe for meget at påstå, at DC's superhelteunivers mildest talt har været en noget ujævn affære.
Sammenlignet med Disney og Marvel har Warner Bros. og DC kæmpet en brav kamp for at forsøge at trække fans i biografen, men hver eneste ny film i universet er blot blevet mødt af den ene lunkne modtagelse efter den anden.
Læs også: "Blue Beetle" er officielt det syvende(!) DC-flop i streg
Zack Snyders "Justice League" blev aldrig den succes, de havde forventet, og Snyder har da også længe været fortid hos selskabet, og snart er hans version af "Justice League" også fortid.
Når "Aquaman and the Lost Kingdom" får premiere i slutningen af året, bliver det den sidste film i det nuværende DCEU. Herefter vil James Gunn og Peter Safran tage over og forsøge at genopbygge et nyt DC-univers, hvor alle de store roller bliver besat af andre skuespillere.
Se også: Se den første van(d)vittige trailer til "Aquaman and the Lost Kingdom"
Tidligere i år blev det bekræftet, at David Corenswet ("Pearl") overtager rollen som Superman i den kommende "Superman: Legacy". Men hvem der efterfølgende skal overtage rollerne som hhv. Wonder Woman, Batman, Aquaman, Cyborg og The Flash, er dog endnu uvist.
Foreløbige kilder peger dog på, at Jason Momoa ikke er helt fortid i superhelteuniverset. Det forlyder nemlig, at han muligvis træder ind i rollen som superskurken Lobo – måske endda allerede i "Superman: Legacy".
James Gunn har dog også tidligere bekræftet, at enkelte mindre roller vil forblive uændrede. Blandt andet vil Xolo Maridueña gentage sin rolle som Blue Beetle, Viola Davis vil stadig være Amanda Waller i den kommende "Suicide Squad"-spin-off "Waller", og John Cena vil ligeledes vende tilbage i en ny sæson af "Peacemaker".