Når i snakker portrætter og så snakker om dybe/overfladiske, mener i så kun at dybe portrætter kan være relaterbare? Det er blot fordi du Johan kritiserer at netop persongalleriet virker ligegyldigt (er det ca korrekt?) og Babo her skriver at han ikke forventer sønderknusende dybe portrætter, som var dybe portrætter en forudsætning for at en film er relaterbar?
Indimellem kommer adjektiver - såsom "dybe" - til kort :-) Ved "dybt portræt" vil man nok normalt tænke på fortællinger, der fokuserer intenst på én person og virkelig kommer helt ind under huden på vedkommende. Men som LOTR (og talløse andre film for den sags skyld) for længst har etableret, så er det ikke tiden, der bruges, men hvordan den bruges, der er vigtig (beklager at jeg lige lyder som en fortune cookie dér).
Det er fx noget af det, jeg vitterligt synes, at Marvel gør skidegodt – i langt de fleste af deres film i hvert fald. Der er så meget knald på og så mange karakterer i spil, at man ikke skulle tro, at man kunne nå ind på livet af de (hovedsageligt) menneskelige skæbner midt i rabalderet. Men sædvanligvis trækker Marvel lige nøjagtigt ofte OG hårdt nok i håndbremsen flere gange undervejs, hvor - og jeg ved godt, det lyder vildt banalt - mennesker simpelthen bare taler sammen som mennesker (og så er instruktionen, dialogen og skuespillet så også virkelig godt sædvanligvis), og det gør, at jeg holder af de her superhelte. Det gav "Dune" mig praktisk talt aldrig. Jeg måtte nøjes med rabalderet, som er helt VANVITTIGT imponerende, men når man ser filmen to gange i streg, bliver det virkelig tydeligt, hvor svagt filmen står, når sanserne ER kommet til hægterne igen ovenpå det første sansebombardement. Det er stadig en god film, og min kritik lyder måske bare ekstra hård, fordi jeg først og fremmest er enormt skuffet, men det kunne bare have været SÅ meget bedre.
Med andre ord siger jeg ikke, at et karakterportræt skal være dybt, fladt, rektangulært eller rhombe-formet for at være decideret "relaterbart". Jeg får heller ikke fandens megen viden om John McClanes fortid, personlighed eller hans relationer i "Die Hard", men jeg holder alligevel meget af ham, fordi McTiernan og Co. giver os den helt rette dosis af karaktermomenter uden for den centrale fortælling, hvor McClane bare "ånder". "1917" er et andet pragtfuldt eksempel. Midt i den endeløse, overdøvende (og naturligvis fuldt fortjente) ros til billedsiden blev der sjældent talt om, hvor fandens imponerende filmen med vanvittigt få ord og gestikulationer får os helt tæt på sine to hovedpersoner. Det er økonomisk historiefortælling og karakterskildring i absolut særklasse. Det fremstår ikke umiddelbart som "dybe portrætter", for vi ved faktisk praktisk talt intet om de to mænd, når filmen er færdig, men vi forstår dem 120% som mennesker takket være bare et par håndfulde replikker og ekstremt få scener, hvor filmen ikke bare tænker "PLOT PLOT PLOT"!
Filmmagerne skal ret beset "bare" give mig ord og øjeblikke, der giver mig incitament til at investere i (og det kan både være "hade", "elske" og så meget andet...) sine karakterer, og det kan både præsteres på en lille smule eller på en masse spilletid (og hvis du skal komme i mål med "en lille smule", skal du være en ret habil filmmager). Det behøver altså netop ikke være den dybe, lange udredning af personens fortid og følelsesliv, men bare nok til at gøre mig interesseret i de mennesker, jeg skal følge de næste to-tre timer. Det skal ikke nødvendigvis være "relaterbart", men det skal fandme være "engagerende", og det afhænger selvfølgelig også af filmens kontekst - men når det tydeligvis er meningen, at jeg skal interessere mig for den her søn og hans relation til hans far, til hans mor, til hans venner, og at jeg skal interessere mig for konflikten mellem den søns familie og en anden, ond familie, så er det lidt kritisk, at filmen ikke fokuserer nok på det.
Det får jeg slet ikke nok af i "Dune", og det kunne Villeneuve sagtens have præsteret, selvom han skal etablere et kæmpe univers, for det formår "Dune"-tv-miniserien eksempelvis, som slutter præcis samme sted som Villeneuves film efter det samme antal minutter. Så nej, jeg efterspørger på ingen måde "sønderknusende dybe portrætter" for at citere Babo, men simpelthen bare et eller andet for alvor at knytte mig til ud over det dragende audiovisuelle univers. Hverken SW eller LOTR kan siges at have "S.D.P", men Gud, hvor vi dog elsker Luke, Leia, Han Solo, Frodo, Gandalf, Aragorn og alle de andre.
Beklager den fandens rodede, kringlede og plaprende smøre, men det er fandme en forrykt uge, der har smeltet hjernen. Godnat, alle sammen! <3