Patrick Stewart vil gerne lave én sidste "Star Trek"-film

Måske har Jean-Luc Picard ikke spillet sin svanesang endnu?

Vi troede, at vi sagde farvel til kaptajn Picard og hans Enterprise-besætning, da "Star Trek: Nemesis" floppede i 2002.

Men i 2020 vendte Picard tilbage i 1. sæson af "Star Trek: Picard", og serien blev afrundet med sin 3. årgang for få uger siden, hvor alle Picards Starfleet-kollegaer fra "Star Trek: The Next Generation" (1987-1994) gjorde comeback. Sæsonen høstede blændende anmeldelser og flotte seertal, og den er kørt i stilling til adskillige Emmy-nomineringer i år.

Og måske får trekkies en sidste svingom med Picard, Riker, Data, LaForge, Troi, Crusher og Worf? Det gør vi i hvert fald, hvis det står til Patrick Stewart, som har spillet rollen siden 1987.

Læs også: 3. sæson af "Star Trek: Picard" udkommer på disk i september

Stewart – som i øvrigt udgiver sin selvbiografi i oktober – har tidligere sagt, at han er klar på at spille Picard igen, hvis han får tilsendt et manuskript på højde med 3. sæson af "Star Trek: Picard".

Og nu fortæller Stewart IndieWire, at han ikke blot er frisk på flere "Star Trek"-eventyr, men at han vitterligt synes, at "The Next Generation"-holdet bør få en sidste "Star Trek"-biograffilm til at afrunde deres sci-fi-saga med:

"Jeg synes, vi bør lave en film. En film om ikke blot Picard, men om os alle sammen. Vi kan tage de vidunderlige elementer – særligt fra 3. sæson af 'Picard' – og bruge dem i en fantastisk film. Jeg bliver ved med at foreslå det for folk, og de er ikke ivrige efter at vende tilbage til mig, men måske sker det. Jeg tror, at det vil være en passende måde at sige 'og farvel folkens' på."

I interviewet taler Stewart også om at genbesøge rumskibsbroen på Enterprise-D, som blev rekonstrueret under produktionen af 3. sæson af "Star Trek: Picard", efter at den oprindelige kulisse blev skrottet efter optagelserne til "Star Trek: Generations" i 1994:

"'Star Trek' har, uden sammenligning, spillet den største rolle i mit liv. Der har været andre store øjeblikke, men intet havde den samme indvirkning på mit liv som 'Next Generation'. Da jeg opdagede, at settet nærmest var bygget færdigt, så besøgte jeg det under en frokostpause helt alene, og alle minderne boblede op. Den bro er for mig ensbetydende med kreativitet, arbejde og fællesskab – og også afhængighed. Som Jean-Luc Picard havde jeg brug for, at alle mine medspillere var med mig dér. Sådan tror jeg, at vi alle sammen havde det. En kombination af afhængighed og frihed."

Herhjemme kan "Star Trek: Picard" ses på Amazons streamingtjeneste, Prime Video.

Kommentarer

Patrick Stewart vil gerne lave én sidste "Star Trek"-film

  • ★★★★★★1

    Jeg føler vitterligt, at jeg i lige så høj grad voksede op på Enterprise D's bro, som jeg gjorde i klasselokalet og børneværelset i Nyborg. Og alligevel... stop mens legen er god, Patrick.

    The Insider21-06-23 12:46

  • ★★★★★1

    Altså synes jo de sluttede perfekt med Picard S3 men jeg siger da aldrig nej, og hvis man så ku få Matalas ombord også.

    Men har det også hel fint, hvis de sluttede her.

    Elwood21-06-23 13:05

  • 1

    Og alligevel... stop mens legen er god, Patrick.

    Tænkte det samme! Sæson 3 er den bedste afslutning han kan håbe for - tænkt hvis den var sluttet med sæson 2 eller én film af samme støbning - det vil ikke være værdigt.

    Er ikke startet på SNW endnu men det bør være den besætning, der får den næste film... imho.

    Dominar Rygel XVI22-06-23 11:24

  • ★★★★★1

    Jeg vil bare gerne ha mere med Captain Shaw.

    han var så freaking cool.

    Elwood22-06-23 13:11

  • ★★★★★★1

    Mon ikke også Jack Crusher får en tur mere?

    Wayne22-06-23 13:56

  • ★★★★★1

    Mon ikke også Jack Crusher får en tur mere?

    Det jo fan drømmen Star Trek Legacy du nævner her, hvor fans allerede har lavet stor petition på at lave nye eventyr, med det Crew man ser til sidst af Picard S3.

    Elwood22-06-23 16:53

  • ★★★★1

    Bring it on! Jeg er på uanset hvad.

    Det er jo en win-win situation. Hvis det bliver godt, så er alle glade. Hvis det bliver knap så godt, så har Patrick Stewart trods alt fået hygget sig i sine sidste år med sin store ikoniske rolle.

    Jeg kan sagtens forstå, når de gamle veteraner som Patrick Stewart, Clint Eastwood, Harrison Ford osv. siger ja til at lave nye ting i deres alderdom, som ikke når fortids præstationer til sokkeholderne. Hvis man ikke har så mange år tilbage, så er det da bare at lave det man brænder for mens tid er - og så være lidt ligeglad med hvad andre mener.

    S. Rico23-06-23 14:29

  • ★★★★★★1

    Bring it on! Jeg er på uanset hvad.

    Det er jo en win-win situation. Hvis det bliver godt, så er alle glade. Hvis det bliver knap så godt, så har Patrick Stewart trods alt fået hygget sig i sine sidste år med sin store ikoniske rolle.

    Jeg kan sagtens forstå, når de gamle veteraner som Patrick Stewart, Clint Eastwood, Harrison Ford osv. siger ja til at lave nye ting i deres alderdom, som ikke når fortids præstationer til sokkeholderne. Hvis man ikke har så mange år tilbage, så er det da bare at lave det man brænder for mens tid er - og så være lidt ligeglad med hvad andre mener.

    Godt skrevet, og helt enig!

    Wayne24-06-23 06:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen