3. sæson af "Star Trek: Picard" udkommer på disk i september

Fans kan også snart købe "The Picard Legacy"-boksen med hele 54 disks, der indeholder alle Jean-Luc Picards eventyr!

Tilbage i april blev den 3. og sidste sæson af "Star Trek: Picard" afrundet på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, og om få måneder kan trekkies føje sæsonen til deres fysiske filmbibliotek.

Jvf. den officielle "Star Trek"-hjemmeside så udkommer 3. sæson af "Star Trek: Picard" på dvd og Blu-ray i USA den 5. september – altså tre dage før sci-fi-franchisens 57-års fødselsdag.

I Europa bliver sæsonen først udgivet to måneder senere i november. Udgivelsen huser fem korte 'bag om kameraet'-dokumentarer – inklusive én om genskabelsen af Enterprise-D's ikoniske bro. Derudover medfølger fraklip, slettede scener og kommentarspor til udvalgte afsnit.

Læs også: Patrick Stewart udgiver sin selvbiografi i oktober

Den samme dag kan man naturligvis købe en boks med alle seriens tre sæsoner. Og i oktober udkommer den såkaldte Star Trek: The Picard Legacy Collection, som indeholder hele 54 Blu-rays, der byder på alle syv sæsoner af "Star Trek: The Next Generation", alle tre sæsoner af "Star Trek: Picard" samt spillefilmene "Star Trek: Generations", "Star Trek: First Contact", "Star Trek: Insurrection" og "Star Trek: Nemesis" – med andre ord: alle Jean-Luc Picards spændende eventyr.

Du kan se et billede af dén enorme boks herunder. Boksen rummer også en lille håndfuld magneter, fire bordskånere, et sæt spillekort og bogen "The Wisdom of Picard".

Mens de to første sæsoner af "Star Trek: Picard" ikke just blev overdynget med roser af fans eller kritikere, så blev den 3. sæson af "Star Trek: Picard" – som bød på et comeback til alle Starfleet-heltene fra "Star Trek: The Next Generation" – skamrost af pressen og tiljublet af trekkies.

Kommentarer

3. sæson af "Star Trek: Picard" udkommer på disk i september

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen