Pedro Pascal slutter sig til "Gladiator 2"

En af tidens hotteste stjerner skal spille over for bl.a. Connie Nielsen, Denzel Washington, Barry Keoghan og Paul Mescal i Ridley Scotts storfilm.

Castet i Ridley Scotts kommende "Gladiator"-fortsættelse bliver mere og mere imponerende. Skuespillertruppen tæller allerede navne som Paul Mescal, Barry Keoghan, Joseph Quinn, Connie Nielsen og Denzel Washington, og nu har endnu en superstjerne sluttet sig til ensemblet.

Deadline skriver, at Pedro Pascal har sagt ja til en fortsat ukendt rolle i "Gladiator 2", som stadig ikke har fået en officiel titel.

Pascal er en af de mest ombejlede og populære skuespillere i Hollywood netop nu – takket være prominente hovedroller i tv-succeserne "The Last of Us" og "The Mandalorian".

Se også: "The Mandalorian"-interview med Jon Favreau

Og Pascal har allerede kæmpet som en slags gladiator i ringen i HBO's fantasy-hit, "Game of Thrones". Vi satser på, at Pascals "Gladiator 2"-rolle bliver lige så... iøjnefaldende.

I "Gladiator 2" spiller Mescal hovedrollen som den heroiske Lucius, som blot var en bitte dreng i den første "Gladiator". Nielsen vender tilbage som Lucius' mor, Lucilla, mens Quinn og Keoghan spiller de romerske kejserbrødre Caracalla og Geta, som Lucius tørner sammen med.

Det er endnu uvist, hvilken rolle Washington skal spille i filmen. Og selvom The Hollywood Reporter har skrevet, at Djimon Hounsou formentlig gentager rollen som gladiatoren Juba, så er det altså endnu ikke officielt.

"Gladiator 2" udkommer i november 2024.

Kommentarer

Pedro Pascal slutter sig til "Gladiator 2"

  • 1

    Det bliver øjensynligt svært at se hvordan han kan overgå scenen i Game of Thrones ;)

    Sichlau 2-05-23 00:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen