PlayStation-spillet "Ghosts of Tsushima" bliver filmatiseret

"John Wick"-instruktøren Chad Stahelski drager til fortidens Japan.

PlayStation 4-spillet "Ghosts of Tsushima" blev en af sidste års helt store sællerter på konsolmarkedet. Mere end 6,5 mio. eksemplarer af spillet er blevet solgt, siden det udkom i juli 2020.

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at en filmatisering nu er på vej. Og ifølge Deadline står "John Wick"-instruktøren Chad Stahelski klar til at lægge de skarpladte pistoler på hylden for i stedet at lege med skarpe samuraisværd.

I spillet følger vi den unge samurai Jin Sakai, som er den eneste overlevende efter et blodigt slag mellem en gruppe ærefulde samuraier og de invaderende mongoler. Igennem spillet forsøger Sakai at redde sin onkel og stable en hær på benene, der kan overvinde Genghis Khans brutale barnebarn: Khotun Khan.

Læs også: "Warcraft 2" er måske på vej

Selskabet bag spillet, Sucker Punch Productions, er også med til at producere den kommende spillefilm, hvilket sikkert vil glæde spillets mange fans.

Sony Pictures står bag filmen, hvilket også giver sig selv, idet det oprindelige "Ghosts of Tsushima"-spil var et stort hit på netop Sonys spillekonsol.

Vi ved dog ikke, hvornår filmen lander i biograferne, men optagelserne går ikke i gang, før Stahelski er færdig med arbejdet på den fjerde "John Wick"-film, som netop er gået i produktion.

Kommentarer

PlayStation-spillet "Ghosts of Tsushima" bliver filmatiseret

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen