Håber det bliver ved overvejelserne. Ser altid frem til noget nyt fra ham.

Quentin Tarantino: Jeg overvejede at genindspille "Reservoir Dogs" som min sidste film
Mesterinstruktøren har endnu ikke besluttet, hvad hans angiveligt sidste film bliver – men den kunne være blevet et remake.
Fra en tredje "Kill Bill"-film, en gyser og et muligt "Star Trek"-projekt, der ligger hen i det uvisse, har rygterne om Quentin Tarantinos 10. (og angiveligt sidste) film været mange.
Den 58-årige instruktør har nemlig i flere år sagt, at hans tiende film vil blive hans allersidste.
Og ovenpå Tarantinos seneste film, "Once Upon a Time... in Hollywood", har filmmageren snart nået sit mål. Nu er spørgsmålet så bare, hvad mandens sidste film skal være.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF "ONCE UPON A TIME... IN HOLLYWOOD"
I et interview med den amerikanske talkshow-vært Bill Maher kommenterer Quentin Tarantino nu selv på forventningerne til sin kommende film. Her siger han, at han tidligere har overvejet at genindspille sin egen gennembrudsfilm fra 1992, kupfilmen "Reservoir Dogs", som herhjemme blev døbt "Håndlangerne". Tarantino understreger dog, det ikke kommer til at ske:
"Det ville være en smuk svanesang, der indfanger tiden. Men jeg kommer ikke til at gøre det, internet! Men jeg overvejede det."
Til hvorfor han vælger at indstille karrieren på sit højeste, svarer Tarantino i øvrigt:
"Jeg kender filmhistorien, og efter den 10. film går det kun ned ad bakke for instruktører. Jeg ved, at jeg stadigvæk har én god tilbage i mig. [...] Og med 30 år i branchen - og færre film end de fleste andre instruktører - har jeg haft en meget lang karriere. Og jeg har har givet alt, hvad jeg har i mig."
Vi må altså vente lidt endnu, før vi bliver kloge på, hvad Quentin Tarantinos næste (og måske sidste) filmprojekt bliver.