Ryan Reynolds og Channing Tatum spiller brødre i actionkomedien "Calamity Hustle"

To af Hollywoods mest populære funny guys tørner sammen i filmen, som udløste en kæmpe budkrig blandt USA's største filmselskaber.

Da actionkomedien "Calamity Hustle" blev annonceret for få uger siden, og det i dén forbindelse kom frem, at superstjernerne Channing Tatum og Ryan Reynolds skulle spille brøde i filmen, gik startskuddet for kampen om retten til at producere og distribuere det humoristiske actionbrag.

Deadline rapporterer, at valget til slut stod mellem sværvægterne Amazon, Netflix og Warner Bros., og sidstnævnte vandt kampen og sætter således snart "Calamity Hustle" i produktion.

Filmen betegnes som en "Dødbringende våben"-agtig thriller, som forhåbentlig afføder adskillige fortsættelser.

Se også: Usynlige venner vækkes til live i "IF" med Ryan Reynolds – se traileren

Ryan Renolds skal spille en politibetjent, som har mistet kontakten til sin kriminelle bror, der spilles af Tatum. De voksede op i et hårdt nabolag, og som voksne landede de altså på hver sin side af lovens grænselinje. Da Tatum bliver indblandet i et storstilet diamantrøveri, må Reynolds finde ham, før de berøvede parter får fingre i Tatum.

"Calamity Hustle" udspiller sig ydermere under juledagene – ligesom "Die Hard" og førnævnte "Dødbringende våben" – og kommer til at byde på adskillige actionsekvenser.

Budgettet ligger på omtrent 140 mio. dollars, og Tatum og Reynolds får hver især en lønseddel på 25 mio. dollars + en anseelig procentdel af filmens indtægt.

Og man kan godt forstå filmselskabernes tiltro til projektet – ud over at Reynolds og Tatum er store navne, så har de netop haft stor succes med morsomme actionfilm tidligere. Tatum har bl.a. medvirket i de succesfulde actionkomedier "21 Jump Street" og "22 Jump Street", mens Reynolds bl.a. har "Deadpool"-filmene på CV'et.

"Calamity Hustle" skrives og instrueres af brødrene Adam & Aaron Nee, som sidste år instruerede Tatum i actionkomedien "The Lost City". Det betyder formentlig, at brødrenes længe ventede He-Man-film bliver udskudt endnu en gang...

Kommentarer

Ryan Reynolds og Channing Tatum spiller brødre i actionkomedien "Calamity Hustle"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen