Steven Spielberg laver dokumentar om John Williams

Den legendariske filmmager står bag portrættet af sin ligeledes legendariske hofkomponist.

John Williams har skabt noget af det mest fantastiske og hyldede filmmusik nogensinde – Moovys brugere har da også netop kåret ham til historiens bedste filmkomponist.

Den 90-årige legende har i løbet af sin utrolige karriere komponeret de uforglemmelige og majestætiske toner til klassiske film som "Star Wars", "Superman", "JFK", "Harry Potter og de vises sten" samt ikke mindst Steven Spielberg-film som "Dødens gab", "E.T.", "Schindlers liste", "Jurassic Park" og "Jagten på den forsvundne skat".

Især samarbejdet mellem d'herrer Williams og Spielberg har vist sig at være frugtbart, og nu står den flittige instruktør så bag en kommende dokumentarfilm om sin egen hofkomponist.

Læs også: John Williams går (alligevel) ikke på pension foreløbigt

Steven Spielberg skal agere producer på projektet, mens instruktionen er lagt i hænderne på dokumentaristen Laurent Bouzereau, som tidligere har lavet et væld af dokumentarer og featurettes om Spielbergs opusser.

Produktionen befinder sig på et tidligt stadie, så dokumentarfilmen om John Williams har endnu ingen officiel titel eller premieredato.

For nylig proklamerede maestroen, at han har tænkt sig at fortsætte sit arbejde som filmkomponist 10 år til.

Williams fortsætter altså ufortrødent med at lave scores, og han har i løbet af det sidste år skrevet musikken til Steven Spielbergs selvbiografiske, "The Fabelmans", der får biografpremiere herhjemme den 23. marts. Derudover leverer komponisten også tonerne til "Indiana Jones and the Dial of Destiny", som lander i biografmørket den 29. juni.

Kommentarer

Steven Spielberg laver dokumentar om John Williams

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen