"The Holdovers": Dansk filmfotograf vinder prestigefyldt pris for sin billedside til Oscar-favoritten

Eigil Bryld vandt søndag aften en Independent Spirit Award for Bedste filmfotografering.

I går aftes blev de såkaldte Independent Spirit Awards uddelt i USA – prisuddelingen har eksisteret siden 1984, og her hyldes det forgangne filmårs største præstationer foran og bag kameraet på de film, som er blevet produceret for (relativt) beskedne budgetter uden om de store amerikanske filmselskaber.

Og mens kærlighedsdramaet "Past Lives" (som får dansk biografpremiere den 21. marts) blev showets store vinder med sejre i kategorierne Bedste instruktør (Celine Song) og Bedste film, så tog Alexander Paynes "The Holdovers" endnu flere priser med hjem – hele tre af slagsen.

Den debuterende skuespiller Dominic Sessa, som spiller kostskoleeleven Angus Tully i filmen, vandt i kategorien Bedste gennembrudspræstation, mens den store Oscar-favorit Da'Vine Joy Randolph som forventet nappede prisen for Bedste birollepræstation (der skelnes ikke mellem mandlige og kvindelige præstationer til Independent Spirit Awards).

Se også: "The Holdovers": Første trailer til Alexander Paynes nye film med Paul Giamatti

Men set fra et dansk perspektiv var aftenens mest interessante kategori Bedste filmfotografering, hvori danske Eigil Bryld blev kåret som vinder. Bryld, som tidligere har skudt store internationale spillefilm som "In Bruges" og "Ocean's 8" samt tv-serien "House of Cards", står bag den 1970'er-inspirerede, betagende billedside i "The Holdovers".

Brylds takketale kan ses her, og fynboen indledte med at sige, at han havde forberedt en stribe undskyldninger for, hvorfor han ikke vandt – med andre ord: han var tydeligvis overrasket over at modtage prisen. Samtidigt er det påfaldende, at filmens smukke levende billeder ikke er blevet Oscar-nomineret.

Til gengæld er det praktisk talt stensikkert ifølge bookmakere og kritikere, at førnævnte Randolph vinder en Oscar søndag den 10. marts, og hovedrolleindehaveren Paul Giamatti kan også potentielt snuppe sin karrieres første Oscar-statuette – han befinder sig dog i et stærkt Bedste mandlige hovedrolle-felt med "Oppenheimer"-stjernen Cillian Murphy som favorit i skrivende stund.

Husk i øvrigt, at du kan se hele Oscar-showet i FORMAT Biograf i år, hvor Moovy Podcast svinger forbi og agerer værter, og hvor der også serveres mad og drikkelse, alt imens deltagerne kan vinde en masse fede merchandise-præmier. Læs mere her.

Og herunder kan du (gen)se Moovy TV's video-interviews med førnævnte Randolph og Giamatti:

Kommentarer

"The Holdovers": Dansk filmfotograf vinder prestigefyldt pris for sin billedside til Oscar-favoritten

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen