Thomas Vinterbergs "Druk" vinder hovedprisen på Londons filmfestival

Både herhjemme og i udlandet er det danske drama blevet et gigantisk hit.

Under coronakrisen er ordet "biograf" sjældent blevet kædet sammen med ordet "succeshistorie", men Thomas Vinterbergs "Druk" har altså allerede solgt godt 500,000 billetter herhjemme siden premieren den 24. september.

Og det er ikke kun danske biografgængere, der synes, at "Druk" er en decideret berusende oplevelse – ovenpå to vundne priser på den prestigefyldte San Sebastián-filmfestival i Spanien har "Druk" netop hjemtaget hovedprisen på filmfestivalen i London.

Det rapporterer Variety, som i øvrigt citerer en beæret Vinterberg ovenpå sejren:

"Tusind tak til publikummet ved Londons filmfestival for at give os denne pris. Vi er meget stolte over at få den af et britisk publikum. Det er en stor ære. Vi er virkelig kede af, at vi ikke kan være til stede."

I "Druk" beslutter fire gymnasielærere og venner sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige.

Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med, at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogen – og af sporet for andre.

Kommentarer

Thomas Vinterbergs "Druk" vinder hovedprisen på Londons filmfestival

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen