Virtual reality-udgave af "Smagen af sult" udtaget til Venedig

Den danske spillefilm suppleres af en VR-udgave, som vil udforske filmmediets univers.

Mens Christoffer Boe ("Kriger", "Journal 64") er i gang med at færdiggøre kærlighedsdramaet "Smagen af sult", som får premiere 25. februar 2021, er det offentliggjort, at en Virtual Reality-udgave af filmen er udtaget til den 77. udgave af Venedig Film Festival i led med Venice VR Expanded-kategorien. VR-oplevelsen baseret på spillefilmens univers vises i festivalens Virtual Reality-program og får verdenspremiere på filmfestivalen, som i år finder sted 2.-12. september. Det skriver Have PR i en pressemeddelelse.

"Smagen af sult - VR" er produceret i et nyt samarbejde mellem Zentropa og det innovative mixed reality selskabet Makropol og instrueret i fællesskab af David Adler og Christoffer Boe.

"En film er en film er en film – sådan var det engang, men heldigvis ikke mere. En film er historie, en konstruktion – en oplevelse," fortæller Christoffer Boe. "Nu går vi helt ind i oplevelsen og splitter det filmiske univers ad i stemninger og giver kontrollen til publikum. Det er fedt, at Venedig giver os mulighed for at vise det til verden. Hverken Venedig eller filmen er død – de lever i bedste velgående i nye, foruroligende og spændende tider."

Interaktiv filmoplevelse

"Smagen af sult - VR" er en kalejdoskopisk rejse igennem en kvindes ægteskab, hvor publikum bestemmer, hvilke øjeblikke de vil gå ind i. Ved hjælp af Virtual Reality-headsets omsluttes de af fragmenter fra et levet liv, hvor afgørende minder krystalliserer sig og forandrer sig – skridt for skridt.

Oplevelsen er et selvstændigt sidestykke til spillefilmen, der handler om Maggie (Katrine Greis-Rosenthal) og Carsten (Nikolaj Coster-Waldau), som med alle midler forsøger at få en Michelin-stjerne til deres fælles restaurant og samtidig holde sammen på deres familie. Begge skuespillere medvirker også i Virtual Reality-udgaven.

"Makropol har længe udforsket, hvordan man kan overføre et filmisk univers til en såkaldt immersiv oplevelse," fortæller kreativ producer og stifter af Makropol, Mads Damsbo. "Sammen med Christoffer Boe og David Adler har vi formået at finde en helt unik interaktiv fortællemekanisme, som sætter publikum i midten af historien og med garanti efterlader et stærkt fysisk minde hos dem. Vi tror på en fremtid, hvor filmkunsten ligeså vel kan udfolde sig uden for biografens lærred, og hvor den kan inddrage publikum totalt, og med dette projekt viser vi netop det. Vi glæder os helt vildt til at vise det til det danske publikum."

"Smagen af sult - VR" har endnu ikke fået annonceret en premieredato, men mon ikke, at den udsendes sideløbende med spillefilmen til næste år.

Kommentarer

Virtual reality-udgave af "Smagen af sult" udtaget til Venedig

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen