Det bliver en hård torsdag på arbejde!
"Fallout"-serien udkommer (lidt) tidligere end planlagt
Dommedag er rykket lidt nærmere...
Amazon Studios' længe ventede dystopiske sci-fi-serie, "Fallout" – baseret på den ekstremt succesfulde spilfranchise af samme navn – har netop fået en ny premieredato.
Alle otte episoder af seriens 1. sæson var oprindeligt udset til at udkomme på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, i USA den 11. april og i Danmark dagen derpå. Men føljetonen får i stedet streaming-premiere kl. 18.00 pacific time den 10. april – det vil altså kl. 3.00 den 11. april i vores bitte kongerige.
Se også: "Borderlands"-traileren med Cate Blanchett og Co. er omsider landet
"Fallout"-spillene foregår i en dyster fremtid, hvor det meste af Jorden er blevet udryddet af destruktive atomvåben, og hvor man må bekæmpe alt fra radioaktive bæster til "Mad Max"-agtige voldsmænd for at overleve.
"Fallout"-serien starter ud i en af fremtidens underjordiske bunkere, Vault 33, og handlingsforløbet i føljetonen vil passe ind i franchisens overordnede historie, som er blevet opbygget gennem adskillige succesfulde videospil. Vi møder både dusørjægere, soldater og almene borgere, der kæmper for at overleve i den postapokalyptiske virkelighed.
Den kreative duo bag "Westworld"-serien, Jonathan Nolan og Lisa Joy, er med om bord som producere, og foran kameraet finder vi bl.a. Walton Goggins ("The Shield"), Kyle MacLachlan ("Twin Peaks") og Ella Purnell ("Star Trek: Prodigy").
Hele 1. sæson af "Fallout" udkommer som sagt på Prime Video herhjemme meget tidligt den 11. april. Den seneste trailer kan ses her: