Jodie Foster spiller hovedrollen i den kommende 4. sæson af "True Detective"

Fra "Ondskabens øjne" til "Night Country".

En fjerde sæson af "True Detective" er undervejs, og denne gang er det ingen ringere end seriemordernes store skræk, Jodie Foster, der skal forsøge at opklare mysterierne.

Den fjerde sæson af hitserien har fået titlen "True Detective: Night Country" og vil følge de to kriminalassistenter Liz Danvers (Foster) og Evangeline Navarro, der forsøger at opklare, hvad der skete på den arktiske forskningsstation Tsalal i Alaska, hvor seks mænd er forsvundet sporløst.

Læs også: DAVID FINCHER VILLE HAVE HAFT KEVIN SPACEY OG JODIE FOSTER TIL "MANK"

Den fjerde sæson bliver den første uden seriens skaber, Nic Pizzolatto, om bord. Til gengæld vender Matthew McConaughey og Woody Harrelson tilbage som producere, mens den relativt ukendte Issa López vil skrive og instruere den nye sæson.

Tilbage i 2014 fik den fremragende første sæson af "True Detective" premiere og blev en kæmpesucces blandt både kritikere og seere.

De to efterfølgende sæsoner formåede dog ikke at opnå den samme popularitet, så det bliver spændende at se, om "True Detective: Night Country" kan genskabe succesen. 

Kommentarer

Jodie Foster spiller hovedrollen i den kommende 4. sæson af "True Detective"

  • ★★★0

    Taget sæson 2 og 3 in mente er måske fint nok at Nic Pizzolatto ikke er involveret igen.

    Til gengæld har Izza López heller ikke rigtig noget spændende på sit CV endnu, så det kan også gå begge veje. Det gør i hvert fald ikke mine forventninger større.

    Essal30-05-22 11:29

  • ★★★★★0

    Jeg kunne nu godt lide både sæson 2 og 3 af "True Detective" selvom, at ingen af dem var på sæson 1's niveau. På trods af det synes jeg dog også, at det er på tide at prøve noget nyt, så jeg er på den anden side heller ikke irriteret over, at Nick Pizzolatto ikke længere er showrunner på serien.

    Glæder mig rigtig meget til at se Jodie Forster tilbage i sådan en type rolle. Hun har en intens måde at spille på, så det skal nok komme sæson 4 til gode.

    Til gengæld er jeg noget nervøs over, at de har valgt et næsten ubeskrevet blad som Izza Lopez til at styre løjerne. Jeg ville have valgt en person med meget mere erfaring, det er helt sikkert. Men hvem ved, det kan jo være at hun er et kæmpe talent på vej, så nu må vi se hvor det hele ender henne rent kvalitets-mæssigt.

    NightHawk30-05-22 13:05

  • ★★★★★★0

    Jodie Foster lyder som et glimrende valg, og den scene der er sat er ikke dum.

    Wayne30-05-22 14:31

  • 0

    Jeg er nu selv ret glad for både sæson 2 og 3. De når da ikke 1'eren til sokkeholderne. Og 2'eren efter 1'eren var problematisk, fordi man ikke kunne lade være med at sammenligne. Men sæson 3 var bedre og da den ikke fulgte lige efter 1'eren, gjorde den meget mere spiselig.

    Ville fordeler karakterer således:

    Sæson 1 10/10

    Sæson 2: 7/10

    Sæson 3: 8/10

    Ser frem til sæson 4 og Jodie Foster lyder som et rigtig godt valg. 

    Nagash31-05-22 00:02

  • 0

    Krydser fingre for at det bliver bare halvt så godt som sæson 1.

    TheRealLukeSkywalker31-05-22 14:48

  • ★★★★★★0

    Krydser fingre for at det bliver bare halvt så godt som sæson 1.

    Så ville jeg rate den 8/10 mindst:D

    T. Nielsen31-05-22 15:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen