Interesseret!

Mahershala Ali på tale til tredje sæson af "True Detective"
HBO's krimiserie "True Detective" har været på pause i et par år, men nu lader det til, at der er håb forude, hvis man er fan af det mørke univers.
Mahershala Ali, der vandt en Oscar for sin birolle i "Moonlight", er således i tidlige forhandlinger om en af hovedrollerne i en eventuel tredje sæson af krimisagaen.
Ali havde et fortrinligt 2016 og er derfor meget eftertragtet i disse dage. Udover at blive Oscar-vinder for "Moonlight" kunne han sidste år ses i Marvels "Luke Cage" på Netflix og senere i biografhittet "Hidden Figures". Tidligere har han også haft roller i "House of Cards" og "The Hunger Games"-franchisen. Vi kan næste gang se ham herhjemme i Robert Rodriguez' "Alita: Battle Angel", der har premiere 19. juli 2018.
Det er efterhånden fast procedure, at man vælger at caste etablerede og respekterede skuespillere til hovedrollerne i "True Detective". Første sæson bød på Matthew McConaughey og Woody Harrelson i de bærende roller, mens Colin Farrell og Rachel McAdams var nogle af hovedaktørerne i anden omgang.
Det skal understreges, at det endnu ikke er sikkert, at HBO går i produktion på en ny sæson. I øjeblikket undersøges og forberedes projektets muligheder, og en endelig beslutning tages på et senere tidspunkt. Men med de forhandlinger, der allerede er undervejs nu, er der bestemt gode chancer for, at produktionen får grønt lys.
Den første sæson af "True Detective" var en stor succes blandt tv-seerne og også ved prisuddelinger, men den efterfølgende række afsnit fik en mere blandet modtagelse. Nic Pizzolatto har skrevet alle afsnit af serien indtil videre og står også bag tredje sæson, hvis den altså bliver en realitet. Denne gang får han efter sigende en hjælpende hånd af "Deadwood"-skaberen David Milch.