Podcast: Episode #43 - Nybegynderens guide til film noir: Anbefalinger! (m. Kristoffer Abildgaard)

Moovy Podcast ruller persiennerne ned og åbner whiskyflasken, idet vi vender tilbage til film noir-verdenen med 3x3 anbefalinger – fra Robert Mitchum til fransk noir og Michael Manns neonfarver.

Selvom sommeren er på vej, ruller Moovy Podcast i denne uge persiennerne ned og udforsker en helt unik, mørk verden.

Værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har nemlig inviteret Kristoffer Abildgaard tilbage i studiet. Sidst han var på besøg var i episoden "Nybegynderens guide til film noir", hvor de sammen gennemgik historien bag film noir, kendetræk, tendenser og et hav af filmanbefalinger.

I fællesskab dykker trioen ned i den skyggebelagte del af filmhistorien, hvor antihelte og femme fatales hersker, og kommer med nye film noir-anbefalinger med rigeligt tid til at komme i dybden.

Igennem tre runder, der byder på klassisk film noir, neo-noir og international noir fra hele verdenen, kommer trioen omkring mange forskellige udgaver af, hvad film noir kan være, baseret på tid og sted.

hør også: SPOTLIGHT #5 - NYBEGYNDERENS GUIDE TIL FILM NOIR (M. KRISTOFFER ABILDGAARD)

Kristoffer Abildgaard, der bl.a. er cand.mag. i filosofi og film samt tidligere vært på kultpodcasten De gnavne filmnørder, viser os, hvordan film noir ser ud i Frankrig med "Le Samouraï", mens Michael Manns neon-oplyste underverden heller ikke kan undgås.

Derudover kommer snakken omkring ikoner som Robert Mitchum og Elliott Gould, der giver hvert sit bud på en antihelt i hhv. "Out of the Past" og Robert Altmans "The Long Goodbye".

Joachim overrasker også og tager to mere ukendte film med, herunder historiens måske eneste film noir instrueret af en kvinde og en mexicansk film, som nok de færreste har hørt om. Dét og meget mere kan du blive klogere på i episoden.

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Episode #43 - Nybegynderens guide til film noir: Anbefalinger! (m. Kristoffer Abildgaard)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen