Elizabeth Harvest (2018)
Efter en veloverstået bryllup-ceremoni et udefinerbart sted i Europa, vender den unge og uerfarne Elizabeth (Abbey Lee) og hendes ældre husbond - i skikkelse af den højtagtede Dr. Henry Kellenberg (Ciaran Hinds) - tilbage til hans overdådige designer hjem i bjergene. Her introduceres den benovede ungmø først for den charmerende doctors to assistenter i form af husholdersken Claire (Carla Gugino), samt hans blinde søn Oliver (Matthew Beard), og bliver efterfølgende taget på en guidet tur i boligens mange ultra stylede værelser.
Trods det at være overvældet af de mange luksuriøse indtryk må Elizabeth dog sande, at ikke alt er fryd og gammen, da hun af sin mand bliver advaret om, at særligt et bestemt værelse er forbudt område for hende. Da Claire og Oliver desuden viser sig at have en ubehagelig og underkuet respekt for Dr. Kellerman samtidig med, at en kriminalbetjent (Dylan Baker) pludselig dukker op og stiller en række kryptiske spørgsmål, vækkes Elizabeths nysgerrighed mere og mere - for hvem er hendes nye kærlighed egentlig bag den polerede facade.
I et desperat forsøg på at få en afklaring træffer Elizabeth en skæbnesvanger beslutning, da hun i nattens mulm og mørke får åbnet døren til det forbudte rum og med ét befinder sig i et bizart mysterium, der snart får ubehagelige konsekvenser for den unge brud...
---
"Elizabeth Harvest" er en pudseløjerlig men alligevel svært fascinerende størrelse af en film qua sin forunderlige blanding af snørklet krimi mysterie, gotisk kærlighedsfortælling og klassisk sci-fi med underliggende eksistentielle temaer. Dette sammensurium tilføjes ydermere et for seeren hypnotisk lag når filmens tidsløse mikro verden - repræsenteret ved Dr Kellermans hyper stylede boligs nøjsom indrettede design - på forførende vis fusionerer højteknologiske gadgets med art deco fra 40'erne og italiensk mode fra 50'erne og 60'erne.
Dermed forstærkes kontrasten samtidig også ekstra meget, når først der kradses i lakken og filmens plot åbenbarer sit skræmmende indre som en bizar skæbneberetning om brutal magt, undertrykkelse, perverteret kærlighed og fri vilje, der er på konstant moralsk slingrekurs i en tæt på mesterligt fortalt historie af instruktøren Sebastian Gutierrez, der kun trækkes en anelse ned af et periodevis dvælende tempo og en lidt for lang spilletid.
De få kritikpunkter opvejes dog i store træk af de førnævnte pirrende og charmerende kvaliteter og ikke mindst af et yderst veloplagt cast, hvor veteranen Ciaran Hinds - fra bl.a. "Game of Thrones" - og det unge stjernefrø Abbey Lee imponerer i deres skæve og forkvaklede indbyrdes magtspil, og Lee i særdeles når hun i bedste amatørdetektiv stil begiver sig ud i et kombineret opklaringsarbejde og en eksistentiel dannelsesrejse.
8/10