Ms. Marvel
En MCU-serie jeg havde glædet mig til, da jeg er ret stor fan af tegneserieudgaven, som er historien om en teenager med pakistansk baggrund, der får superkræfter. Man kan sige, at det på mange måder er et spin på den klassiske Spider-Man fortælling, hvor en teenager skal balancere at være superhelt med at skjule det fra familien, gå i skole og i dette tilfælde, komme fra en baggrund, hvor man går højt op i traditioner og religion.
Serien har visse paralleller med Watchmen-serien. I Watchmen var en stor del af omdrejningspunktet massakren i Tulsa i 1921, som selv mange amerikanere ikke kendte til og i Ms. Marvel er omdrejningspunktet opdelingen af Indien og Pakistan - noget som jeg måske har hørt om i historie for mange år siden, men som ikke rigtigt har været i min bevidsthed i mit voksne liv.
Efter min mening, er det en af de bedste MCU-serier til dato - en god coming-of-age historie, der også formår at give et indblik i pakistansk kultur og med en god hovedrolleindehaver, jeg glæder mig til at se mere med, når hun vender tilbage i The Marvels, som vist udkommer til næste år.