Wow. Ved ikke hvor jeg skal starte.
I er kommet godt fra start i den her tråd, så jeg er bange for det vil tage en time at samle op på så mange spændende pointer.
Vil dog lige prøve at se, hvor meget jeg lige kan få kommenteret.
Min indre Star Wars nørd vil ikke slippe det!
Ift. alle plothuller mellem original trilogi og prequels hører jeg klart i den lejr, der synes at Lucas bare fandt på tingene hen ad vejen i stedet for altid at have vidst, hvordan den samlede historie præcist skulle hænge sammen.
Han har nemlig ofte sagt modstridende ting ift. dette. Jeg tror bestemt han havde en GENEREL idé om, hvordan det skulle udvikle sig, men den var ikke urokkelig.
Bedste eksempel på dette er netop de to Dødsstjerner.
For dem, der ikke ved det har Lucas selv indrømmet, at da de lavede den første Star Wars film, som Lucas har påstået kun udgjorde en tredjedel af det oprindelige manuskript, der dækkede den originale trilogi, var han ikke sikker på at de kunne få lavet flere film efterfølgende.
Derfor tog han slutningen fra sin (påståede) tredje del (altså den der, der endte med at blive til "Return of the Jedi") og ploppede den på slutningen af første del, som han sagde ikke sluttede på nogen interessant måde.
Da han så nåede til at filme "Return of the Jedi" var han (min tolkning) åbenbart blevet så doven, at han ikke fandt på en ny slutning, men gentog den oprindelige, og derfor har vi to Dødsstjerner i den originale trilogi.
Ovenstående gør også, at andre plothuller I har nævnt, som at Obi-Wan og Owen ikke genkender droiderne og Leia, der kan huske sin mor er helt klart svære at redegøre for logisk.
Jeg accepterer bare, at hver trilogi er lavet med så mange års forskel, at Lucas egen forståelse af sin saga også må have rykket sig, så han ikke gik så meget op i det.
Synes dog faktisk, at Obi-Wan er lidt af en snydepels, da han bevidst udlukker information fra Luke, og hans reaktion på at se R2D2 er ret drilsk. Han smiler af at se droiden gemme sig, men det udelukker ikke at han ikke har genkendt den, men ikke vil afsløre noget. Den vil jeg give Lucas. Desuden fremgår det flere gange, at R2 er den "særlige" af de to droider. C-3P0 er den, der ikke fatter noget, og det er plausibelt at han ikke selv genkender Owen, og at Owen, der hele sit liv har holdt en kæmpe hemmelighed for Luke, bevidst vælger at ignorere robotten (og endda beder Luke om at slette deres hukommelser).
Ift. Galen Erso/Dødsstjerne teorien er det ret godt tænkt Thomas. Dét kan jeg lide, hvis de faktisk begynder at lappe DE RIGTIGE STEDER i stedet for Lucas' underlige Special Edition rettelser. :)
Ift. "The Force Awakens", og hvad den har lagt op til af spørgsmål til fremtidens film, må vi ikke glemme, at J.J. Abrams konsekvent bygger sine "mysterier" ud fra et meget mere ambitiøst grundkoncept end Lucas' og Spielbergs "McGuffin", der traditionelt bare er et ligegyldigt objekt, som agerer katalysator for historiens karakterer.
Han og hans hær af uduelige forfattere, som jeg ikke engang vil nævne navnene på, har det de kalder "The Mystery Box", som mere handler om at vække interesse i selve mysteriet/boksen ved at, der bliver ved med at være nye, mysteriske bokse indeni, end at lade boksen guide karakterernes udvikling i løbet af historien.
Det er derfor hans produktioner bevidst stiller så MANGE SPØRGSMÅL, men sjældent besvarer dem (HOST, LOST, HOST!), og alle de skide forskydninger af historien i "The Force Awakens" bliver sgu' svære at forklare i fremtidens fortællinger frem for at gøre filmene mere selvstændige.
Husk, at mange karakter- og plotudviklinger i den originale trilogi blot var ekstra elementer lagt oven i de allerede etablerede karakterer.
Vader blev f.eks. nuanceret løbende film for film.
Der var ALDRIG DIREKTE fra begyndelsen af historien lagt op til hvem Vader var, til at Vader var Lukes far eller at han skulle redde sin søn til sidst. (Eller endda "bringe balance til Kraften, som prequelsne påstår ihærdigt.)
I den første film kan det lige så godt være rigtigt at Vader bare var en misundelig elev til Obi-Wan, og nu bare er en magtfuld skurk.
Hvis I ser Abrams TED tale, så læg mærke til midt i den, hvor han netop nævner den første Star Wars film som en serie af "mystery boxes", men de ting han nævner som "mystery boxes" er kun bitte små plotforskydninger - ikke enorme, som han selv lægger op til i sine produktioner, inkl. "The Force Awakens".
Jeg vil endda sige, at de er mere styret af R2D2 som "McGuffin" end de små "mystery boxes" han nævner.
Ja, så er der kun at spå hvad DÆLEN Øwbi-Vand Kenøwbi skal lave alene i ørkenen i 19 år... Det har jeg vitterligt intet bud på...