Fright Night (1985)
Der jongleres fint med genrerne, fra letbenet coming-of-age til den mere fjollede komedie, tilsat lidt klassisk gys og tidstypisk 80’er horror. Selv om filmen så måske ikke kan kaldes elegant, så lykkes det den trods alt alligevel, at få alle tre dele til at fungere fint og ret underholdende. Gyset er måske ofte til at overse, men der er sekvenser undervejs, hvor filmen rent faktisk også har lidt bid (haha) udi det uhyggelige.
Stilen er dog umiskendelig 80’erne på godt og ondt. Kan man ikke med den, vil man sikkert hade denne her lille sag, om en ung fyr der mistænker sin nabo for at være en vampyr. Jeg skal gerne erkende, at jeg næsten nyder den mere i vore dage, end jeg gjorde dengang. Det er hverken dybt eller sofistikeret, men det er så til gengæld dybt fornøjeligt og virkelig god spas, fortalt ukunstlet og med glimt i øjet.
Bedømmelse: 8/10