The Bishop’s Wife (1947)
Mens den idylliske sne blidt og fortryllende forvandler New York til et magisk vinterlandskab, der nænsomt sætter dets lettere stressede og distræte borgere i julestemning, stiger den charmerende engel Dudley (Cary Grant) ned fra himlen på en særlig udvalgt mission for at redde en gammel kirke og dets sogn fra fallittens rand, og kirkens desperate biskop i at miste sin tro på alt og alle. Efter muntert at have observeret byens pulserende liv og udført et par mirakler for manden og kvinden på gaden, falder Dudley i snak med biskoppens bedårende men ensomme og lettere fortabte kone Julia (Lorettta Young), hvem han øjeblikkeligt mærker en stærk forbindelse til, og hendes gamle ven i skikkelse af den finurlige ateistiske professor Wutheridge (Monty Wholley), som begge bliver fascineret af den mystiske men charmerende gentleman.
Trods det at han befinder sig hjemme i vante og varme rammer på domicilet, er det eneste biskop Henry Brougham (David Niven) mærker under sit møde med den rige enkefrue Agnes Hamilton (Gladys Cooper), der potentielt kan redde kirken, en kold skulder der definitivt vil holde både ham og sognets fattigste borgere ude i kulden, hvis ikke han lover at bruge en stor del af pengene på at ombygge de hellige haller til et pompøst monument for enkens afdøde husbond. Frustreret og tæt på opgivende over ikke at kunne leve op til sine næstekærlige forpligtelser uden samtidig at ende i kapitalismens og materialismens egocentriske jerngreb, beder Henry derfor til de højere magter og inden længe bliver hans ønske opfyldt, da Dudley kækt og energisk melder sig på banen som hans nye medhjælper og spirituelle problemknuser.
Skønt Dudley umiddelbart synes at være som sendt fra himlen, er Henry trods sit embede skeptisk over den guddommelige indgriben, der har manifesteret sig for øjnene af ham. Og frustrationerne bliver ikke ligefrem mindre angstprovokerende, da Dudleys godmodige assistance pludselig udvikler sig til en spirende romance med Julia, der træt af sin husbonds distancerende og kølige sindelag overfor hende og deres lille datter lader sig forføre af den ihærdige og elskværdige mirakelmager, som til gengæld har en usædvanlig smittende effekt på alle han møder, især af det modsatte køn. Som tiden går og trods det at målet helliger midlet, kan en jaloux og bitter Henry ikke se sig fri for at blive overmandet af smålige følelser en mand i hans position ikke burde, alt imens Dudley modsat lader sig friste af et liv på jorden blandt almindelige mennesker og særdeleshed en fremtid med Julia.
Da “The Bishop’s Wife” udkom året efter “It’s a Wonderful Life” (hvis sammenlignelige hjertevarme fabel om en engel på jorden der leder menneskeheden på rette spor) blev filmen en øjeblikkelig succes men opnåede modsat “It’s a Wonderful Life” aldrig på sigt at indskrive sig i historiebøgerne som den helt store juleklassiker. Og det kan godt undre mig en del, da der faktisk er tale om en rigtig god film på alle parametre skønt de dragende fodspor i den magiske sne undervejs, samt den velmenende dialog med de humanistiske og næstekærlige over og undertoner periodevis godt kan føles en anelse forceret og for direkte i sit fortælle og handlingsmæssige sprog. Det er dog i det store billede til at leve med, for instruktør Henry Koster og co. sørger nemlig elegant og stemningsmæssigt vedkommende at indhylle deres moderne fabel i en både munter, sød og poetisk tankevækkende atmosfære der gør, at filmen vil gå lige i hjertet på selv den mest bitre kyniker.
Som overnaturlig bannerfører for den religiøst baserede julefabel er det en sand fornøjelse at betragte Cary Grant, som nyder sin rolle i fulde drag med en helt igennem livsbekræftende og kontrolleret løssluppen præstation, der til tider er så uimodståeligt charmerende at hans gøren og laden i filmen nærmest tangere det blasfemiske, når han står over for det modsatte køn som alle inklusiv biskoppens tjenestepige Mathilda (vidunderligt humoristisk spillet af Elsa Lanchester) bliver helt bløde i knæene, hver gang de er i nærheden af denne lækkerbisken af en engel. Måske kunne man endda gå så vidt som at se de erotiske undertoner, og især affæren med biskoppens kone Julia, som en smule provokerende filmens religiøse tema in mente, men denne frækhed og mod til at gå lige til grænsen er så, hvad der i mine øjne gør, at filmen aldrig bliver for selvhøjtidelig eller højtravende i sin retorik samtidig med, at det skaber nuancer blandt persongalleriet og understreger at tingene ikke på nogen måde er sort hvide trods de religiøse retningslinjer, der er lagt ud af deres himmelske chef for både biskoppen og englen.
Selv om Dudley har fået pålagt en mission og vi som publikum forventer, at han har en uselvisk løsning på problemerne, holdes tvivlen konstant i live via den spirende kærlighedsaffære med Julia (spillet bedårende skrøbeligt af Loretta Young) der samtidig er så smukt og rørende eksekveret med særligt skøjtescenen som et af højdepunkterne, at de fleste højst sandsynligt håber på, at hun forlader sin mand selv om, at man egentlig ikke burde håbe det. Som modpol til filmens mere muntre og romantiske himmelstrøg, og perfekt kontrast til Cary Grants udadvendte karakter, er David Nivens underspillede og andægtige præstation som den vindtørre biskop ligeledes fascinerende nuanceret at overvære. Specielt i de situationer hvor den ellers på overfladen så regelrette mand af guds hus mister fokus og rammes af så banale følelser som jalousi og misundelse, hvilket til gengæld også er meningen i Dudleys mudrede plan, hvor katedralen i princippet er filmens andenviolin og affæren modsat er omdrejningspunktet, der udstiller og understreger kernen i filmens religiøse budskaber om næstekærlighed og tro på det bedste i sine medmennesker trods udefrakommende og materialistiske manipulerende forsøg på at forvirre sjælen, følelserne og sindelaget i en negativ og fortabt retning.
En af mange ting jeg godt kan lide ved “The Bishop’s Wife” er, at filmen trods sine tydelige kristne budskaber og religiøse miljø aldrig på noget tidspunkt for mit vedkommende føltes hverken påtrængende eller belærende i sin måde at fortælle historien eller beskrive sine karakterer på, men derimod gjorde en dyd ud af at være nuanceret i sit billede på det at tro og med respekt for at inkludere dem af som ikke lige umiddelbart er troende, klukkende morsomt og rørende skildret i portrættet af den ateistiske professor Wutheridge der i filmens indledende scener møder Julia hos en juletræs-sælger, hvor hun lettere undrende spørger hvorfor han dog køber et træ nu han ikke er troende, hvorpå professoren kækt svarer; “Nej, men det minder mig om min barndom og derfor elsker jeg julen”, hvilket hun jo sagtens kan se fornuften i med et imødekommende smil.
Det er måske ikke alle, der vil inddrage “The Bishop’s Wife” som en del af julefilms-klassikerne, men jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer på listen af film jeg vil se fremover, når december måned ankommer med bjældeklang og højt humør.
9/10