Margarita With a Straw (2014)
www.youtube.com/watch
Trods det at teenageren Laila (Kalki Koechlin) dagligt er udfordret af sine motoriske begrænsninger som spastiker, gør hun alligevel sit absolut bedste for at holde hovedet højt og humøret oppe takket været en ukuelig lyst til livet og en forhåbning i at kunne udleve sine drømme om at blive musik-producer, hvilket bakkes solidt op af hendes godmodige familie og ikke mindst hendes viljefaste moder (Shubhangini Dalme). Men hverdagen på universitetet i Delhi er langt fra nogen dans på roser. For selv om Laila har sin trofaste ven Dhruv (der ligesom hende er stærkt afhængig af sin kørestol) at støtte sig til, samt det at hun er med i en gruppe af musikstuderende som respekterer hende og er ligeglade med hendes handicap, kan tilværelsen som romantisk søgende og seksuelt frustreret teenager, og særligt for Lailas vedkommende, føles ufattelig ensom, og håbet om at få en kæreste tæt på håbløs.
Efter et par barske og smertelige erfaringer på kærlighedens uforudsigelige nodekort føles hverdagen på universitetet efterhånden temmelig deprimerende lige indtil, at hendes moder afslører nyheden for hende om, at Laila er blevet optaget på universitetet i New Yorks musik og litteratur linje, hvilket omgående får smilet tilbage i hendes sørgmodige og lettere deprimerede ansigt.
Selv om faderen er skeptisk over at se sin datter flytte til et helt andet land, også selv om hun har moderen med som assistent de første par måneder, giver han lettere modvilligt sin velsignelse og få uger senere, befinder Laila sig i sin nye lejlighed i Greenvich villige klar til nye store udfordringer. For ikke igen at føle sig ensom og isoleret beslutter Laila sig for, trods moderens formanende ord om at fokusere på lektierne, at melde sig til nogle af de lokale studenterforeninger og ender dagen efter pludselig midt i en demonstration mod politivold arrangeret af en gruppe studerende. Da kaos bryder ud, tager Laila i en tågedis af tåregas flugten med sin sidekammerat på slæb og kort efter falder de to unge kvinder i snak.
Efter at have præsenteret sig for hinanden opstår der så småt et venskab mellem Laila og den blinde Khunam (Sayani Gupka), hvis uimodståelige charme og opmuntrende ord smitter så meget af på Laila, at hun forelsker sig hovedkulds i den blinde og svært forførende skønhed, der ikke bare gengælder hendes nyfundne følelser men også giver Laila så meget tro på tilværelsen, at hun næsten kan gå på vandet. Midt i de to turtelduers stund af uforfalsket lykke melder tvivlen på forholdets fremtid dog sin ubehagelige ankomst i Lailas sind med tanke på, hvad hendes mere konservative familie vil tænke om hendes forhold til Khunam, og de før så selvsikre følelser og det blomstrende selvværd synes nu pludselig atter uoverskuelige og falmende for den i forvejen usikre men alligevel altid håbefulde teenager.
----
Med udgangspunkt i anekdoter og beskrivelser fra hendes broders op og nedture med sin spastiske søn, lod den indiske instruktør Shonali Bose sig inspirere til at kreere en af de smukkeste og mest rørende coming-of-age og LGBT-relaterede ungdomsfilm, jeg nogensinde har set. På trods af at “Margarita With a Straw” havde vundet flere priser og var blevet særdeles positivt omtalt, havde jeg indledningsvis dog alligevel en hvis skepsis i behold særligt efter at have set en god portion film i denne genre og med flere temaer sammenflettet, hvor de beundringsværdige ambitionerne bag i sidste ende slet ikke kunne stå mål med selve udførelsen.
Dette kunne jeg heldigvis, og med en lettelsens suk, kort inde i filmen konstatere ikke var tilfældet og efter blot 20 minutters tid, var jeg fuldstændig forgabt i denne hjertevarme, hjerteskærende, humoristiske og delvist feel-good agtige fortælling, som ud over at være en følelsesmæssig rutsjebanetur af de helt store også giver et hudløst ærligt indblik i et ungt handicappet menneskets liv, som bortset fra de fysiske udfordringer elegant og effektivt illustreres og understreges som værende fuldstændig sammenligneligt med alle andres.
Netop dette aspekt er en af filmens allerstærkeste trumfkort, når Shonali Bose i beskrivelsen af sin drømmende og romantisk søgende protagonist smider alle politisk korrekte forbehold og hensyntagen over bord og i stedet viser Laila og hendes liv råt for usødet, som en person der er ligeså fuld af fejl og mangler som alle andre, og som også er i stand til at såre andre, ligesom hun selv bliver såret undervejs sine romantiske eskapader og konflikter. Her er gud ske tak og lov for det på ingen måde tale om en renskuret martyr-karakter, der skal pakkes ind i vat eller ophøjes på en piedestal, hvilket i sig selv er en befrielse at se på. Der ud over skal Shonali Bose også roses for at skildre hovedpersonens sexliv uden nogen former for nedtonet generthed og viser bl.a. Laila i en scene, hvor hun ligesom de fleste andre nysgerrige teenager surfer både porno på nettet og onanerer uden, at der bliver gjort noget stort nummer ud af dette. Det er hvad det er uden nogen skam eller latterliggørelse men til gengæld med enorm respekt for at understrege de helt almindelige behov, som vi alle sammen har som mennesker.
I hovedrollen som Laila der af hele sit hjerte, og ikke mindst i hendes egen selvbevidsthed, bare gerne vil blive set, accepteret og elsket på lige vilkår med hendes normalt fungerende omgangskreds, leverer den for mit vedkommende totalt ukendte fransk-indiske skuespillerinde Kalki Koechlin en præstation, som er nærmest ubegribelig imponerende i sin indlevelsesevne og som gjorde mig fuldstændig overbevist om, at hun som den største selvfølge måtte være spastiker i virkeligheden. Ikke bare er hun i stand til på en dybt fascinerende og betagende måde at ramme de spastiske træk med millimeter præcision i både krop og ansigt, men er samtidig, og helt synkront, også i stand til at fortælle karakterens indre historie og ydre behov igennem et helt fantastisk kropsprog og ansigtsmimik, med nogle helt mageløse udtryk via sine øjne som yderligere følelsesmæssig og yderst effektfuld virkemiddel.
Jeg indrømmer blankt, at Kalki Koechlins vidunderlige og dybt emotionelle skuespil gik lige i hjertet på mig og gjorde, at jeg undervejs karakterens eksistentielle udvikling og tro på egne evner måtte kæmpe en brav kamp for at holde tårerne tilbage, fordi man upåagtet af at rollen hun spiller også har usympatiske træk (der opstår på Lailas famlende færd med en både uforudsigelig, selvdestruktiv og naiv teenage-angst som usikker navigatør) alligevel holder uforbeholdent af hendes gøren og laden. Jeg har faktisk ikke set en præstation i sådan en type rolle udført ligeså overbevisende og troværdig siden Daniel Day Lewis sammenlignelige mesterstykke i “My Left Foot”, hvilket unægtelig siger en hel del om, hvad man har i vente her.
Selv om “Margarita With a Straw” stritter i flere retninger stemnings og temamæssigt, lykkedes det næsten fejlfrit for instruktøren Shanoli Bose at flette det hele sammen på forbindtlig vis og kun overgangen og indgangen til filmens hovedhistorie og hjerte synes en kende forhastet og abrupt i sin eksekvering. Denne i sidste ende tilforladelige skønhedsfejl bliver der dog hurtigt rettet op på igen i delen af denne herlige coming-of-age fortælling, hvor Laila møder den jazz elskende, selvsikre og hippe blinde pige Khanum. der ligeledes bliver spillet fremragende samt fortryllende sensuelt og bedårende kækt af Sayani Gupta, der er et super charmerende bekendtskab og som har en helt igennem vidunderlig god kemi med Kalki Koechlin.
Kærlighedshistorien mellem de to unge kvinder er i øvrigt håndteret ganske afdæmpet og med en herlig underspillet humor, som krydret med en romantiserende troværdighed gør deres forhold til en yderst opløftende oplevelse at følge, hvad end det er i kæresteparrets dialog-scener eller i en elegant og smukt redigeret montage, som bliver yderligere forstærket af den varme og farverige billedside, samt komponist Mikey McClearys simple men følelsesmæssigt stemningsfulde og opløftende score. Jeg har nu set “Margarita With a Straw” et par gange og må sige, at jeg bare elsker dens historie og karakterer så meget, at den er gået hen og blevet en af mine yndlings-film, hvilket selvfølgelig betyder at filmen får en kæmpe stor anbefaling med på vejen.
9/10