Trailer: Monstrene går amok i første trailer til "A Quiet Place: Day One"

Den kommende prequel skildrer, hvordan de lydfølsomme bæster fra det ydre rum ankommer på vores planet.

Da gyseren "A Quiet Place" blev et verdensomspændende megahit tilbage i 2018 (den indtjente 340 mio. dollars globalt, men havde blot kostet 17 mio. dollars at producere), blev succesen startskuddet til en veritabel franchise.

I 2021 fik vi en fortsættelse, "A Quiet Place 2", og både en 3'er, et "A Quiet Place"-videospil og en film-spin-off er på trapperne – og det sidstnævnte projekt, "A Quiet Place: Day One", har vi nu fået det første skrækindjagende smugkig (og smuglyt) på, og det kan opleves herunder.

Mens de to første film blev skrevet og instrueret af John Krasinski, så er det den relativt nybagte filmmager Michael Sarnoski, der står bag franchisens tredje biograffilm. D'herrer har dog samarbejdet på manuskriptet. Sarnoski debuterede i 2021 med den kritikerroste "Pig" med Nicolas Cage.

Se også: Interview med manden bag Nicolas Cage-dramaet "Pig": Michael Sarnoski

Som titlen slår fast, så begynder "A Quiet Place: Day One" den dag, hvor seriens lynhurtige og frygtindgydende monstre først dukker op på vores planet. De overvinder hurtigt klodens militære isenkram, og derefter må de overlevende mennesker være musestille for at undgå at blive halshugget af de lydfølsomme væsner.

Djimon Hounsou ("Gladiator") er tilsyneladende den eneste skuespiller, som gentager sin rolle fra en af de forrige film. Hovedrollen spilles af Lupita Nyong'o ("12 Years a Slave"), mens også bl.a. Alex Wolff ("Jumanji: The Next Level"), Joseph Quinn ("Stranger Things") og Denis O'Hare ("True Blood") er med om bord.

"A Quiet Place: Day One" lander i de danske biografsale den 27. juni. Se den omtalte første trailer her:

Kommentarer

Monstrene går amok i første trailer til "A Quiet Place: Day One"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen