Lidt mere moderate anmeldelser de andre par steder, jeg forsigtigt har “scannet”. Men overvejende positive. Måske mest over det visuelle.
Anmeldelse: 1917
Filmåret 2020 kan næsten kun gå ned ad bakke herfra.
Hvis du allerede har hørt om Sam Mendes' krigsfilm, "1917", så har du nok også hørt om, hvordan den blev optaget: som en stribe lange skud, der er blevet vævet sammen i klipperummet, således at filmen ligner én uafbrudt scene. Mendes og hans hoffotograf, Roger Deakins, planlagde optagelserne i månedsvis, og da kameraerne rullede, var der ingen plads til fejl. Hvis en skuespiller glemte bare ét ord... hvis en rekvisit smuldrede... hvis fotografen eller blot én statist snublede i skyttegravens mudder... ja, så blev hele filmholdet slået tilbage til start. Så det er fortjent og forståeligt, at "1917" er blevet hyldet for sine filmtekniske meritter. Men det er også en skam, at billedsiden har, ja, stjålet billedet fra filmens andre dyder.
For hvor selve skabelsen af "1917" har været en kompliceret proces, så er filmens største styrke faktisk dens enkelthed. Modsat mange krigsfilm er "1917" slet ikke optaget af politiske intriger – hverken datidens eller nutidens. Vi får ingen historielektioner om den første verdenskrigs forløb. Persongalleriet er lille. Mængden af locations ligeså. "1917" er simpelthen "bare" historien om to unge soldater, Blake og Schofield, der sendes af sted for at levere et brev. Og særligt derfor kommer vi helt ind under huden på korporalerne: Fordi historien og kameraet kun har dem i sigtekornet.
Det førnævnte brev indeholder en ordre til et andet, britisk kompagni: Afblæs jeres kommende angreb på tyskerne, for vores luftbilleder har afsløret, at de ved, I kommer. Hele 1600 liv ligger altså i hænderne på blot to soldater, som kun har et lille døgn til at traske igennem ingenmandsland og forbi en masse tyske skarpskytter for at komme i mål og redde deres soldaterkammerater, herunder Blakes bror. Tik tak.
Og det er ikke kun tidspresset, der gør "1917" vanvittigt intens. Mendes' beslutning om at lave filmen som "ét skud" er genial, for det betyder meget, at kameraet ikke forlader soldaternes side og derved aldrig giver os et betryggende overblik. Og selvom Deakins formentlig er filmkunstens største, nulevende billedmager, så har han klogt nok sparet på øjenguffet. Jovist, "1917" er smuk, men kameraet er primært dvælende og observerende, ikke malende og insisterende. Mange film, som bruger den samme kamerateknik, svælger i vilde bevægelser og grums på linsen. Kneb og gimmicks, der gør os bevidste om kameraet og svækker indlevelsen. Det sker aldrig i "1917".
Men selvfølgelig havde intensiteten været ikke-eksisterende, hvis vi havde været ligeglade med Blake og Schofield. Men blot 22-årige Dean-Charles Chapman og 27-årige George MacKay er lige så kyndige foran kameraet, som Mendes og Deakins er bag det. Det er ufatteligt, hvor meget de formår at formidle med øjnene og få ord. Filmens konstruktion udelukker lange dialoger og flashbacks, men der går ikke længe, før man ikke blot forstår soldaterne, men også føler for dem. Og selvom "1917" er rig på stærke billeder, så er det stærkeste af slagsen et langt, roligt nærbillede af en soldats ansigt, der i få sekunder udviser og udløser flere følelser, end de fleste krigsfilm fremkalder på to hele timer. Vær klar på tæsk til både tårekanalerne og nerverne.
Ovenpå en sensationel start på filmkarrieren, der bød på "American Beauty", "Road to Perdition" og "Jarhead", gik Mendes ned i kadence. Hans jammerlige James Bond-film, "Spectre", antydede, at instruktøren for længst havde nået sit peak, men nu er Mendes endelig tilbage i storform. "1917" er en rørende hyldest til de millioner af unge mænd, der drog i krig (deriblandt Mendes' egen bedstefar), og en ren og skær fantastisk opvisning i skuespil, historiefortælling og filmæstetik.
