Jeg var en smule skuffet over Men, men ellers har han kun lavet fremragende ting.

Trailer: "Civil War": USA kastes ud i en blodig borgerkrig i første trailer til "Ex Machina"-instruktørs næste fremtidsfilm
Alex Garlands nye film fremstår uhyggeligt aktuel.
Den engelske filmmager Alex Garland har været en af de helt store, toneangivende stemmer inden for både gyser- og sci-fi-genrerne siden årtusindskiftet. Ud over at han skrev manuskripterne til bl.a. "28 dage senere", "Sunshine", "Dredd" og "Never Let Me Go", så instruerede han også "Ex Machina", "Annihilation", "Men" og miniserien "Devs".
Med så mange kritikerroste og prisbelønnede genreværker på CV'et kan man godt forstå, at det hæderkronede filmselskab A24 har fastholdt samarbejdet med Garland oven på "Ex Machina" og "Men" og produceret filmmagerens næste opus: actionthrilleren "Civil War". Den første trailer kan ses herunder.
Læs også: Cillian Murphy er frisk på at lave "28 måneder senere"
"Civil War" udfolder sig i en nær fremtid, hvor USA's 2. borgerkrig er brudt ud. 19 stater har løsrevet sig fra fællesskabet, og civile bombes i flæng, mens journalister skydes på stedet i hovedstaden.
Nick Offerman ("The Last of Us") spiller USA's præsident, mens Kirsten Dunst ("Star Trek: The Next Generation") spiller en fotojournalist, der kæmper sig igennem sit krigshærgede land. Dunts mand, Jesse Plemons ("Battleship"), medvirker i rollen som en skydeglad soldat.
"Civil War" får amerikansk biografpremiere den 26. april, og selvom en dansk premieredato endnu ikke er blevet annonceret, så har Scanbox Entertainment bekræftet, at de distribuerer den herhjemme i 2024. Se den omtalte trailer her: