Er det bare mig eller lyder det som om han er dubbet?

Trailer: Dar Salim og Jake Gyllenhaal er soldaterkammerater i første trailer til Guy Ritchies "The Covenant"
Den danske superstjerne er genstand for en actionfyldt redningsaktion i Ritchies krigsdrama.
I et års tid har vi vidst, at Dar Salim spiller en stor rolle i Guy Ritchies næste actionbrag, "The Covenant", og nu har MGM netop frigivet filmens første trailer, som kan ses herunder.
Salim har før medvirket i store internationale produktioner som Ridley Scotts "Exodus: Gods and Kings" og "Game of Thrones", men i "The Covenant" har den 45-årige skuespiller fået sin nok største internationale rolle til dato.
Herhjemme har han bl.a. brilleret i tv-serier som "Dicte" og "Kriger" samt de prisbelønnede spillefilm "Gå med fred Jamil" og "Underverden":
Se også: Moovy TV: "Underverden"-interview med Dar Salim og Fenar Ahmad
I "The Covenant" har Salim rollen som Ahmed – en afghansk tolk, der arbejder for det amerikanske militær og redder en sergent, Kinley, som spilles af Jake Gyllenhaal.
Ahmed og Kinley er de eneste overlevende efter et overraskelsesangreb, og med fjenden lige i hælene kæmper de sig igennem flere kilometers hårdt terræn for at overleve. Da Kinley er hjemme igen i USA, erfarer han, at Ahmed og tolkens familie ikke blev sendt til Nordamerika som lovet, og derfor drager Kinley tilbage til krigszonen for at redde sin gamle redningsmand, før han tages til fange af Taleban.
Ud over Salim og Gyllenhaal byder rollelisten på navne som Alexander Ludwig ("Bad Boys for Life"), Antony Starr ("The Boys"), Jason Wong ("The Gentlemen") og Emily Beecham ("Cruella"). Ritchie har tidligere instrueret hits som "Snatch", "Aladdin" og "Sherlock Holmes".
"The Covenant" lander i de amerikanske biografer den 21. april og formentlig cirka samtidigt herhjemme. Traileren kan ses her: