Anmeldelse: Aftersun

Skotsk far-datter skildring er et uafrysteligt smukt og rørende nænsomt indblik i menneskers usynlige relationer.   

Der er altid noget helt særligt ved debutfilm som rammer plet. Ofte indpakket i et personligt tema, der har ligget skaberen bag på sinde længe og måske har krævet mange års forberedelse og gennemarbejdelse. Netop dén følelse sidder man med efter Charlotte Wells’ formidable "Aftersun". 

11-årige Sophie (Frankie Corio) er afsted på charterferie i Tyrkiet med sin unge far, Calum (Paul Mescal). Normalt bor de adskilt fra hinanden, men har nu én uge alene sammen i skæret af bling-bling-neonreklamer, dansevenlige slut-90’er hits og frie pladser ved poolen. Det umage par laver egentlig ikke særligt meget, andet end at bruge kvalitetstid sammen. Sophie nusser rundt blandt andre jævnaldrende britiske turister og tager på udflugter med sin far, som gør alt i verden for at få en hyggelig ferie med sin datter.

Charlotte Wells selvbiografiske skildring af far-datter-hengivenhed og faderskabskærlighed går direkte i hjertet. For trods glæden over at være sammen mærkes mellem linjerne de undertrykte følelser. Sophies trykkende afsavn over at være skilsmissebarn alene uden sin far, mens øjnene bag Calums milde og overbærende smil bærer på følelsesmæssig splittelsen mellem fortrydelse over at have fået et barn i for tidlig en alder og ikke at være en større del af sin datters liv.

      

At Paul Mescal for nyligt blev Oscar-nominerede for rollen som Calum vakte en del undren. Efter at have set "Aftersun" er nomineringen årets mindste overraskelse. Den irske skuespiller, nok mest kendt herhjemme for den ene hovedrolle i miniserien "Normale mennesker" overfor Daisy Edgar-Jones ("Hvor flodkrebsene synger"), mestrer nemlig den allerfineste antydningens kunst til perfektion. For selvom "Aftersun" er et lag nedkølende creme over en smerteligt branket hud, kan ikke alle nøgne sandheder tildækkes for evigt fra sandhedernes lys. I takt med at Sophie er blevet det ældre og står på tærsklen af voksenlivet, udtørres sprækkerne mellem dét, der var og nu er. Omsat i et oversanseligt tilbageblik fra nutiden, hvor Sophie som kvinde tænker tilbage på netop den der udadtil helt ordinære sommer, men den for én selv særligt betydningsfulde sommer, som vi alle husker engang skete. I det puslespil af fragmenter, vi med tiden sætter sammen.

Det sitrende mentale blik ser fortiden i et andet lys, men alligevel indfanges nyt og gammelt. Det voksne sinds melankoli møder i nostalgien barndommens uskyld. Bag ferien som velmenende tradition for far og datter, omfavnes sommerdagene i en knugende kram som kun en lille pige kan fastholde sin alt for lidt nærværende far. Og stjålne blikke tørres af med ydersiden af hånden, mens håndfladen kramme en datters hånd og modvilligt må give slip når ferien får sin ende. Charlotte Wells skaber et overrumplende organisk rum udfyldt af noget ubestemmeligt levende, der rungende sætter sig dybt inde i en selv og tårekanalen. "Aftersun" er genkendeligt ekko fra fortidens barnagtige følelsesliv, der rammer en farverig nervebane af overmættet stimuli. Nænsomt vikles den tråd sammen med erfaringsstrømmen fra et voksent menneskes sind, når Sophie pludseligt forstår fortiden og for alvor ser sin far tyve år senere. Sårbar, men med kærlig forståelse. Opslugende magisk og rørende menneskelig, som ganske få andre film.

Få film har portrætteret far-datter-forhold og et skilsmissebarns rungende afsavn så kærligt, kompliceret og knugende rørende, som "Aftersun". Charlottes Wells er ganske vist spillefilmsdebutant, men den 35-årige skotte er med ét blevet det største britiske talent i sin generation. Hendes dybt imponerende første film langt oser væk af dybfølt oprigtighed og livsklog refleksion på et hypnotisk følelsesmæssigt plan, der er meget, meget svær at ryste af sig.