Anmeldelse: Hvor flodkrebsene synger

Indbydende filmatisering af hypet roman er bedre end sit oplæg. 

Man kan godt have sine overvejelser om en bogs kvalitet, når et Reese Witherspoon-citat rosende pryder forsiden. No offense, Reese. Efter sigende, læste hun i sin bogklub bestselleren "Hvor flodkrebsene synger" og var imponeret. Så imponeret, at filmrettighederne blev erhvervet prompte. Som Oscar-vindende filmstjerne, der også har to Golden Globes og en Emmy stående på hylden over pejsen, har man noget at skulle have sagt i Hollywood. Som producent på filmatiseringen af Delia Owens roman er det kun smart at udnytte sit navn til fulde i markedsføringen, da der naturligvis er tale om en uundgåelig kassesucces. 

I "Hvor flodkrebsene synger" følger vi Kya. En ung pige (Daisy Edgar-Jones fra "Normale mennesker"-serien), der blev forladt af sin familie som barn og selv har fundet vej til voksenlivet i marskområder i North Carolina. Gennem mange år har rygter hjemsøgt og isoleret hende fra samfundet, der har overlevet i det barske kystområde med sin indsigt i lokalområdets rige natur. To unge mænd fra byen får dog Kya til at åbne sig op. Da en af mændene dør under mystiske omstændigheder, udråbes Marskpigen af lokalsamfundet som den hovedmistænkte.

Med over 15 millioner solgte bøger kan en filmatisering af "Hvor flodkrebsene synger" næsten ikke slå fejl. Romanen er skam også en sand pageturner, der er hurtigt læst og filmisk tager læseren gevaldigt i hånden undervejs. Der spilles på de helt rette strenge, mens de detaljerede beskrivelser af dyrelivet spejler sig i fortællingens persongalleri. Fortællingen er ikke uden sine plothuller eller udpensling, der godt kunne være skåret det mere ind til benet. Måske derfor er filmen bedre end bogen.

Som i alle udvekslinger mellem litteratur og film vil der være sin andel af kreative friheder og opstramninger. Mellemregningerne i filmen "Hvor flodkrebsene synger" er måske ikke nær så godt motiveret som i romanen. Kya er blevet gjort til en mindre kynisk produkt af svigt og en mere handlekraftig stærk kvinde-type. Men overskudsfedtet er skåret fra. Flowet mellem kapitler og spring i tiden er det mere læseligt som levende billeder, bogstaveligt talt, og det klæder en mellemlun, letfordøjelig america-fortælling, der som bog er temmeligt kalkuleret og konstrueret. 

Ikke at dét ikke er tilfældet med filmatiseringen. For man skal være indstillet på en krydsning af "Stegte grønne tomater" møder drabsgåde møder retsagsdrama i et periodeportræt fra 50-60’ernes USA. For pastel til at blive farligt, for svulstigt til at være alt for troværdigt. Forsigtigt og harmløst kastes blikket flygtigt på tidens sociale forhold, mens romantiseringen af Kyas hverdag blandt marskens dyreliv lugter mere af chick flick end opfordring til at værne om naturen, der heller ikke får for lidt i ledende motiver. Outsideren versus flokdyret, menneskers stridige natur spejles i knælerens rå paringsritualer. Stemningsbillederne er også til den fuldfede side. Turkis-mættet aftenglød møder rosa morgengry. Som dameblade ville fremstille efterårsferiens spa-ferie i skyggen af knejsende fiskehejrer i silhuet. Aromalys med lavendelduft sidder næsten fast i næsen, når maleriske sekvenser mellem Kya og hendes kærlighed(er) folder sig ud. Alligevel fastholdes balancen. Det ellers ubeskrevne instruktør-blad, Olivia Newman, forstår at holde tungen lige i munden. Trods den indimellem klæg stemning og de forhastede spring i tid, er "Hvor flodkrebsene synger" godt fortalt og formfuldendt underholdning, der formår at forene flere genrer og temaer i en flot og indbydende indpakning. 

For dem, der ønsker at drømme sig væk fra en mørk tid, vil filmatiseringen af bestselleren "Hvor flodkrebsene synger" være et tiltrængt afbræk. Med hjælp fra "Normale mennesker"-stjernen Daisy Edgar-Jones, elegant instrueret af Olivia Newman, sammenflettes romantik, kærlighed til naturen og morddrama i en formfuldendt fortælling, der fungerer bedre som film end roman.