Anmeldelse: Becky (Viaplay)

"Becky" er delvist uforløst, men en ung piges brutale mordmetoder og Kevin James som nynazist er nok til at hive en underholdende mørk komedie hjem.

Det er altid interessant at se, hvad der sker, når eksempelvis komikere skifter de sjove roller ud med mere seriøse. Som da Jim Carrey var ulykkeligt forelsket i "Evigt solskin i et pletfrit sind", alletiders hyggelige Bryan Cranston forvandlede sig til monsteret Heisenberg i "Breaking Bad", eller da Adam Sandler blev gældsopdrivende juvelforhandler i "Uncut Gems". Nu er turen kommet til Kevin James, der blev kendt som den sofa-glade Doug i "Kongen af Queens" og siden har været fast inventar i vennen Adam Sandlers komedier. Under normale omstændigheder tager James som regel tager imod tæv og må lide under en masse jokes om sin overvægt. Men i "Becky" er den 55-årige komiker gået imod type casting og har kastet sig ud i en noget atypisk rolle som nynazist – en rolle, han klarer godt.

13-årige Becky (Lulu Wilson) er en vred teenager, der stadig sørger over tabet af sin mor et år tidligere. Grundet dette har hun et anstrengt forhold til faren Jeff (Joel McHale). Et forhold, som kun bliver værre, da Jeff afslører, at han skal giftes med sin nye kæreste, Kayla (Amanda Burgel). Familieuroen bliver dog prompte afløst, da Becky og Jeffs hjem får besøg af nynazisten Dominick (Kevin James) og hans tre venner, der lige er flygtet fra fængslet. Jeff og Kayla tages som gidsler, mens Becky i flugt må tage kampen op med de farlige nynazister.

"Becky" kommer lidt klodset fra start, hvor forsøgene på at symbolisere teenagerens følelser er grinagtige. Såsom når skolens mobbere simultant bliver sammenlignet med indsatte, der overfalder en medfange i fængslet, eller når Becky befinder sig i en kiosk, hvor alle på nær hende selv har den samme trøje på. Ikke just subtil symbolik, men det tilføjer alligevel til morskaben og understreger Becky som en ensom ulv. Og så gør filmen også sit for at vende et par klichéer på hovedet hen over sine 100 minutters spilletid.

For når filmen smider fløjlshandskerne, bydes der op til blodbad, der oser af mørk komedie. Becky er skarp og opfindsom, hvilket fører til et par djævelsk underholdende scener, hvor hun laver våben af skoleredskaber eller laver fælder, som var det en mere voldelig udgave af klassikeren "Alene hjemme" – bare helt og aldeles forbudt for børn. Volden er grotesk, og det er svært ikke at grine over, hvad en 13-årig pige kan gøre ved sine voksne, fysisk overlegne fjender – selvom filmen godt kunne have brugt en eller to bad guys mere, så gimmicken med de opfindsomme drab kunne udnyttes endnu bedre.

Det er nok de færreste, der havde regnet med nogensinde at se hyggeonklen Kevin James som en nynazistisk psykopat på flugt. Men amerikaneren gør faktisk et fint arbejde i den atypiske rolle. Kevin James har fysikken til at være intimiderende, og med tatoveringer på kroppen er der langt til Doug i Queens – men det er svært at se Kevin James helt ude af den type rolle, vi kender ham for. Men den, der løber med hele showet, er Lulu Wilson. Den 17-årige skuespillerinde leverer en fremragende præstation, der formår at blande teenage-angst og vildskab sammen på en måde, som gør, at filmens præmis føles overraskende plausibel. Og samtidig giver hovedpersonen en interessant kant. For gør hun dette for at forsvare sin familie, eller er der reelt noget bekymrende i gære i pigens sind?

"Becky" får ikke alt ud af sin absurde præmis om en vred teenager, der brutalt myrder kriminelle nynazister, men den får nok ud af det til at sørge for nogle underholdende 100 minutter. Volden er grotesk og krydret med mørk humor, båret af en stærk optræden fra Lulu Wilson og en fin indsats fra Kevin James, der viser overraskende mørke og nye sider af det ellers komiske talent. Filmen er delvist uforløst, men de elementer, der virker, er alligevel gode nok til at skabe en grusom og underholdende oplevelse.

Becky (Viaplay)